Kamp 7 venter i Vojens på fredag

Odense Bulldogs-SønderjyskE 3-1 (3-0,0-0,0-1) Odense Bulldogs formåede ved hjælp af 24 magiske sekunder at fremtvinge en kamp syv i serien mod SønderjyskE. I en fysisk og intens hockeykamp var det tre fynske mål på 24 sekunder i første periode, som afgjorde kampen.

Det var ganske som forventet en utrolig fysisk start på kampen, hvor begge hold igennem hele første periode gik til stålet i hver eneste duel. Det skabte en meget intens periode, men også en periode, hvor antallet af af åbne chancer var begrænset. De få som opstod var mest løse pucke og returer, hvor Jonathan Tanus og Henry Hardarson var tæt på for Odense, mens Matt Salhany var nærgående for gæsterne.

Magiske fynske sekunder

Ud af ingenting kom scoringerne lige pludselig efter en lang periode uden nogle store chancer. Med lidt under tre minutter igen fik Odenses fjerdekæde ført pucken forbi SønderjyskEs pres i midtzone, og efter en flot pasning tilbage i banen af Rasmus Simonsen, sendte Gorm Topholt et missil op i det fjerneste målhjørne.

Stor jubel for hjemmeholdet og deres fans, og blot 15 sekunder senere fik de endnu mere at juble over. Efter flot forarbejde fra Sebastian Ehlers og Topi Piipponen, fik Mark Auk plads til at sende et tungt håndledsskud på mål, som overlistede Patrick Galbraith i SønderjyskE-målet.

Gæsternes forfærdelige minut forsatte, og blot ni sekunder efter Odenses 2-0 mål blev det også 3-0. En katastrofal pasning af Anton Öhman gav Gunars Skvorcovs en friløber, og her var letten iskold. Stensikkert sendte han pucken op i det nærmeste målhjørne, og sendte Spar Nord Arena i ren ekstase. Vanvittige 24 sekunder, som sendte SønderjyskE til pause nede med 3-0 efter første periode.

Pausen gav gæsterne chancen for at regruppere og ryste chokket af sig, men det lignede ikke helt det var lykkedes. SønderjyskE fik ikke rigtigt skabt det store i periodens første ti minutter, mens Odense fortsatte med at sætte en masse tacklinger, og lukke godt ned for de sønderjyske chancer. Faktisk var Odense tættest på at udbygge føringen i anden periode, hvor især Radek Cip havde et par fine chancer men Patrick Galbraith kom i vejen.

Tættest på en reducering kom Martin Eskildsen, da han efter et blokeret skud fra Cameron Brown, kom først på en løs puck, men  trods flere afslutninger fik Samu Perhonen afværget og holdt stand, så perioden sluttede uden scoringer.

Udisciplineret tredje periode

Nede med tre mål og med blot tyve minutter igen lignede en nær umulig opgave for gæsterne, og efter de første ti minutter burde Odense have afgjort tingene, da SønderjyskE røg i gigantiske udvisningsproblemer. Odense fik omkring minutters overtal, med størstedelen i fem mod tre, men takket være heroisk fight og nogle fantastiske redninger af Galbraith forblev stillingen 3-0.

Det gav Sønderjyske en minimal chance for at komme tilbage i kampen, da de med syv minutter igen fik et powerplay. Mario Simioni tog chancen med seks spillere, og det gav omgående pote. Efter flere gode forsøg lykkedes det for Mathieu Foget at få pucken spillet ind foran mål til Cameron Brown, som hamrede pucken op i nettaget til en reducering med små seks minutter igen.

Pludselig var der nerver at spore hos Odenses fans, hvilket kun blev forværret af en udvisning til først Ales Sova med fem minutter igen, og senere til Gunars Skvorcovs. Heroisk fik Odenses boxplay dog holdt fast i Sønderjyskes powepplay, og kom i vejen for flere skud og tværpasninger, og dermed lykkedes det for Odense at fremtvinge en kamp syv i serien.


3 MÅL PÅ 24 SEKUNDER: Odenses målbølge var næsten rekord UGENS HOLD - se hvem der er med i A-kæden i denne uge