Kristian Jensen afgjorde kampen i Frøs Arena med halvandet minut tilbage

SønderjyskE-Herning Blue Fox 3-4 (1-1,1-1,1-2) Et hjemmehold med en defensiv uden hele tre hjørnesten og med forwarden Cam Brown ude tog til aften mod et Herning hold, der på papiret lignede at kunne løbe værterne over ende.

SønderjyskE var da også i dele af kampen, især de første tyve minutter, gevaldigt på hælene, men åd sig ind i kampen og fightede heroisk.

Langt hen ad vejen lignede det at række til point, men Kristian Jensen blev matchvinder i kampens absolutte slutfase og sikrede midtjyderne alle tre point.

Ganske som forventet var det Blue Fox, der kom blæsende ud af starthullerne.

End ikke et minut var spillet før første store chance tilfaldt gæsterne, men Henriksen var på plads.

Efter små tre minutter førte Steffen Frank pucken frem over isen, men mistede gummiskiven og Herning slog prompte kapital af kaptajnens pucktab.

Markus Jensen havde sidste stav på pucken i en to-mod-een, 0-1, ingen chance for Henriksen.

Sønderjyderne trængt i defensiven, men pludselig vaklede også den midtjyske defensiv.

William Boysen helt fri mod Simon Nielsen og den unge forward svigtede ikke, lynhurtig udligning.

Bare minuttet senere stod stolpen i vejen for endnu en midtjysk scoring, og den kunne dommernes video gennemgang heller ikke ændre på.

Næste mand til at forsøge sig var Dupont og generelt sprællede Henriksen med arme og ben og præsterede små mirakler.

Rasmus Nielsen var tæt på at score mod sine gamle holdkammerater, men også var Henriksen klar med en refleks.

Et powerplay til hjemmeholdet gav lidt luft til sønderjydernes defensiv, og Carlsson var tæt på at score.

Martin Eskildsen kom i fem mod fem til en kæmpe chance, men missede målet.

De sidste minutter stod der igen ene og alene Herning på, men hjemmeholdet slap med skrækken, også selv Daniel Nielsen måtte to minutter i skammekrogen.

17-5 i skud efter tyve minutter til gæsterne.

Jævnbyrdig midtperiode
Anden periode lagde ud med en stor chance til Markus Jensen, der tabte duellen til Henriksen.

Men det blev hjemmeholdet, der kom på tavlen.

En udvisning til Patrick Madsen sendte værterne i powerplay, og her fandt Martin Eskildsen en fri Yannick Vedel tæt under mål, hvor han udplacerede Nielsen i buret.

Steffen Frank var tæt på at øge føringen bare sekunder senere, men denne gang havde Simon Nielsen marginalerne på sin side.

Anders Poulsen forsøgte sig med en flugter foran mål, men missede kassen. Midtvejs i perioden stod stolpen atter i vejen for udeholdet, denne gang var det dog på ydersiden.

Der måtte et powerplay til, før der igen kom en scoring. Morten Poulsen rettede pucken af foran mål, mens Daniel Kønig varmede straffebænken. William Boysen havde en fin chance flot sat op af Martin Eskildsen, men pucken strøg forbi opstanderen.

Herning pressede godt på i perioder, men sønderjyderne kæmpede bravt, mens flere afslutninger blev sendt afsted mod Henriksen. Mod slutningen fik SønderjyskE atter lidt luft.

Endnu et powerplay gav en kæmpe chance til Brendan Harms, der forspildte det store tilbud, da han sendte pucken forbi mod mål. Periodens sidste chance stod der Herning på, men Henriksen fik reddet situationen og dermed 2-2 efter fyrre minutters hockey i Frøs Arena.

I de sidste tyve minutter skulle hjemmeholdet så forsøge at komme bedre ud af kampen end senest i Frederikshavn, hvor man tabte tredje periode 4-0.

Sen afgørelse
Starten på perioden viste, at værterne ikke havde tænkt sig at smide endnu en tredje periode.

Et tidligt overtal gav endnu en gang pote.

Ganske vist var Herning netop blevet fuldtallig i samme sekund, som Rasmus Lyøs skud sejlede i kassen bag Nielsen, men det var udslag af hjemmeholdets overtalsspil.

Situation, der førte til spilstoppet, var til gengæld alt andet end positivt for sønderjyderne.

En grim checking to the head fra Mathias Bau sendte Daniel Nielsen i isen, og han vendte ikke retur. Dermed endnu en spiller på skadeslisten hos SønderjyskE, mens Mathias Bau overraskende nok slap med bare to plus ti minutter for sin farlige hovedtackling.

Hjemmeholdet fightede for alle pengene og da Daniel Kønig havde sneget sig med frem, var han tæt på at fordoble føringen.

Minuttet senere blev selvsamme Daniel Kønig dog tørret af Hernings offensiv og inde under mål havde Lukas Bang lidt for let spil, da han stødte pucken ind til 3-3.

Nu lignede det igen et midtjysk hold på vej mod et hårdt prøvet hjemmehold.

Et sløset opspil gav da også gæsterne en gigantisk chance, men stolpen stod i vejen.

Det gjorde den også i modsatte ende, da Yannick Vedel i undertal smækkede pucken mod mål.

Tiden tikkede af og et heroisk kæmpende sønderjysk mandskab sled og slæbte for at redde det ene point hjem, men sådan skulle det ikke gå.

Kristian Jensen tog turen op af isen i høj fart og svirpede pucken på kassen.

Det lignede Henriksen eneste lille fejl i aften, at pucken langt udefra med frit udsyn fik lov at kile sig ind højt i kassen med bare halvandet minut igen.

En hård skæbne for hjemmeholdet, der trods seks mod fem spil det sidste minut, måtte se pointene sejle væk.

Vurderet ud fra antal chancer ikke ufortjent, at Herning tog alle tre point. Men hjemmeholdet havde næsten fortjent bedre skæbne med den fight og vilje de lagde for dagen denne iskold aften i Vojens.

Blue Fox lægger lidt afstand i tabellen til netop aftenens modstander, mens værterne kunne føje endnu en spiller til række af skadede skøjteløbere.


VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Herning Blue Fox Rungsted-comeback mod stærkt kæmpende Herlev-mandskab