Rungsted Seier Capital-SønderjyskE 1-4 (0-1,1-1,0-2)
SønderjyskE fik renset søndagens nederlag i Rødovre af, og tog dermed et godt skridt mod fredagens "Metal Final4-drama" mod Odense, som lige nu er SønderjyskE's nabo i tabellen.
Efter en jævnbyrdig indledning, var det SønderjyskE, der tog teten med første periodes eneste mål. William Boysen havde fået meget kritik for manglende disciplin efter kampen i Rødovre søndag, men han tog altså "skeen i egen hånd" og serverede pucken med en flot "stikning" for Jacob Schmidt-Svejstrup efter godt 11 minutter. Schmidt-Svejstrup scorede stensikkert.
Joseph Jonsson har været længe om at komme i gang i den lyseblå trøje, men på det seneste har han ramt et eller andet rigtig godt, for lige nu scorer svenskeren nærmest i hver eneste kamp. Efter en god halv time og lidt til tog Jonsson chancen med et fikst lille håndledsskud, og pucken tog hele vejen ind bag David Grubak i Rungsted-buret.
Dermed var hjemmeholdet på vej mod det fjerde nederlag på stribe, men de fleste af de 645 tilskuere i Concordium Arena fik igen håb om, at stimen skulle brydes, da Marc-Olivier Roy reducerede kort før anden pause.
Rungsted leverede en god sekvens i det 47. minut, hvor hjemmeholdet havde bidt sig godt fast i SønderjyskE-zonen. Men en fejlpasning blev kostbar, for Rungsted-spillerne blev "fanget på det forkerte ben" og pludselig var Joseph Jonsson alene på en friløber, som han sikkert satte ind bag Grubak.
To minutter før tid fumlede Theo Keilin i egen zone og sendte nærmest Jacob Schmidt-Svejstrup helt fri og så var kampen afgjort i Rungsted denne aften. 4-1-sejr til gæsterne, der var mest effektive og disciplinerede denne aften i Concordium Arena.