Odense Bulldogs-Herlev Eagles 5-4 (1-1,1-3,3-0)
Det må have været en af sæsonens mest underholdende kampe, for kampen mellem Odense Bulldogs og Herlev Eagles havde ALT.
Flotte mål, stærk intensitet og forrygende stemning på lægterne, hvor 2136 tilskuere - herunder to partybusser fyldt med fans fra Herlev - sørgede for trommer og tilråb gennem hele kampen.
Sidst, men ikke mindst, var Herlev i førersædet til langt hen i kampen, inden Odense sørgede for et forrygende comeback i tredje periode anført af Joakim Thelin, der lige pludselig ramte hjørnet igen.
Det var en første periode i meget højt tempo, hvor begge holdene tacklede igennem og måske ikke spillede det kønneste ishockey. Men hold op, hvor var der tryk på i Spar Nord Arena. Brock Bremer luskede en puck ind til Herlevs første mål, mens Mikkel Hansen hamrede pucken op i hjørnet til udligning.
Bulldogs kom ud til anden periode som skudt ud af en kanon. Herlev blev presset i bund og flaksede rundt i egen zone. Men en udvisning til Daniel Baastrup vendte billedet. Victor Cubars fik scoret i powerplay, og gæsterne var foran igen.
Odense blev ved at arbejde offensivt. Joakim Thelin fik lagt en høj puck på mål, og Markus Jensen slog returen ind til 2-2.
Der var mange kampe i kampen. Ikke mindst Victor Cubars og Brock Bremer var efter målmand Niklas Lundström, der blev "drillet" med små slag og provokationer efter tiden var stoppet.
Det kulminerede, da Herlev scorede til 3-2. Victor Cubars kom fri på kanten og fik i to forsøg scoret. Lundström vippede pucken ud af nettet i frustration og Cubars slog den ind mod Lundström igen. Den svenske målmand løftede sin stav og slog Cubars.
Odense-målmanden var heldig med at slippe for en tidlig bruser og nøjedes med to minutter for slashing. Cubars fik ikke straf for sin dårlige opførsel.
Men Herlev udnyttede muligheden. Maksim Popovic fik en udvisning for delay of game efter faceoff-fejl og Herlev satte sig fast. Fremragende fem mod tre-powerplay, der kulminerede med et lidt heldigt Brock Bremer-mål.
Et effektivt Herlev-hold var på sejrskurs. Stærk, stærk udnyttelse af mulighederne og evnen til at slå til på de rette tidspunkter.
Men det var hidsigt inde på banen, og Eagles kom med kun tre kæder, mens Odense rullede på med fire kæder i en kamp, der virkelig trak kræfter ud af spillerne.
Bulldogs maste på, men det var en kæmpe udskiftningsfejl hos gæsterne, der kostede en fynsk reducering. Simon Schleicher, der igen var backvikar, kom fri og lagde pucken fremragende ind bag Zetterquist.
Seks minutter senere hamrede Joakim Thelin pucken op i hjørnet til 4-4 og lettelsen var kæmpestor hos svenskeren, der fik utallige skulderklap af holdkammeraterne, da han kom ud i boksen.
Ti minutters stillingskrig fulgte. Der var hele tiden små kampe i kampen og spillerne fra de to hold kunne virkelig ikke lide hinanden i aftes. Brock Bremer var konstant i krig med modstanderne, og den lille amerikaner er virkelig en berigelse for Metal Ligaen. En herlig fighter.
Vi noterede os også, at Odenses Dante Hannoun spillede sin sidste kamp før kontraktudløb på søndag. Den lille canadier fightede som en gal og kastede sig på et tidspunkt ned i et skud, og kom i næste sekvens fri mod mål. Han viste i hvert fald, at han meget gerne vil spille videre i Odense denne fredag aften.
Kampen blev afgjort i slutfasen. Tim Daly tog en udvisning, og Odenses powerplay - der var elendigt på aftenen - fungerede pludselig. Og igen var Joakim Thelin på pletten, da han trak et skud op i modsatte hjørne til 5-4.
Herlev pressede på i slutfasen, og det lugtede af 5-5. Men tættere på end et par pucke ind foran mål kom gæsterne ikke, og så endte det hele logisk nok i et større slagsmål, inden Odense kunne juble.
Det var næsten som en slutspilsaften i det fynske. Herlig hockey, hvor Odenses kræfter rakte længst i en fifty-fifty-kamp.
Fremragende hockey.