Rødovre satte hjemmeholdet på en hård opgave i Spar Nord Arena i eftermiddag

Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls 4-1 (2-1,1-0,1-0)

Det var en rigtig dejlig ishockeykamp, de 1493 tilskuere fik at se i Odense søndag eftermiddag.

Det var to hold, der ville spille ishockey og spille fremad, og det gav en kamp med masser af chancer og et Odense-hold, der var lige en tand skarpere i de afgørende situationer end gæsterne.

Personificeret i matchvinder Radim Piroutek, der scorede hattrick - det sidste mål i tomt bur - som endte med at blive en slags afgørende forskel mellem de to mandskaber.

Også Odenses målmand Niklas Lundström sørgede med en række fremragende parader for at holde Rødovre stangen. 

Førnævnte Radim Piroutek har fået sig en slags signaturscoring med sit "førstegangs-slangehug" fra højrekanten. Han satte 1-0-målet i powerplay tidligt i kampen, og Odense scorede til 2-0 ved Sebastian Fakt efter et kvarter.

Kort efter viste Oskar Matushkin sin offensive klasse, da han trak ind over blå linje og satte et fladt skud ind bag Niklas Lundström til Rødovre-reducering.

Den nye Mighty Bulls-back viste igen i dag, at han "går på chancen" og er en producerede og spilstærk back. Sportschef Olaf Eller sidder formentlig allerede og tænker på, om han kan signere Matuschkin til efter sommerferien.

Den anden nye back på isen - Odenses Alex Grant - viste også gode takter i dag. Han er en helt anden type end Matuschkin, men virker stærkt pålidelig og pasningsstærk. Han tog også et par chancer i dag, blandt andet med en dribletur, der næsten endte med en scoring tæt under mål.

Radim Piroutek scorede anden periodes eneste mål på en styring, i den anden ende brændte Mikey Bergmann en friløber på Lundström. Skarpheden foran mål var den store forskel på de to hold, og tavlen i midten viste endda i midten af anden periode, at Rødovre førte både i skud og Expected Goals.

Odense førte bare 3-1 i det gældende regnskab. 

Tredje periode blev en stillingskrig med fart på. Begge hold fortsatte med at spille fremad og Niklas Lundström og Tomas Ryden stod begge storartet i målene. 

Rødovre trak målmanden med et par minutter igen, og Setkov, Almquist, Niemelä og co. forsøgte alt. Men med et halvt minut igen tog Georgs Golovkovs fat i pucken, kørte hele vejen op omkring det tomme mål, og serverede et hattrick for Radim Piroutek. 

En af holdkammeraterne smed en hjelm på isen for at signalere "hattrick" og denne lille gimmick afsluttede en livlig eftermiddag, som Rødovre trods nederlaget også havde stor ære af. 


KAMPEN KORT: Frederikshavn smed 2-0-føring og tabte i straffe til Rungsted EN SPILLEDAGS KARANTÆNE til Nick Pastujov, Herning Blue Fox