Ryan Hughes har fået gang i målene og sørgede for bonuspointet til hjemmeholdet mod Odense

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 3-2 (1-0,1-0,0-2) 1-0 Holger Danske arena lagde rammerne til tirsdagens kamp mellem de lokale tyre og Odense Bulldogs. En ramme hvor Rødovre i denne sæson er svære at bide skeer med. Denne aften ingen undtagelse. Det var et hjemmehold, der viste vilje fra første fløjt, som efterlyst i medierne.

Rødovre jagter alle de point der er mulighed, mens Odense jagter en Final4 plads, men trods en tomåls føring til hjemmeholdet efter 40 minutter, måtte de se det hele smuldre i tredje periode, for igen at sejre i overtid over fynboerne, der altså måtte nøjes med et point i jagten på Metal Final4-pladsen.

Nitten sekunder gik der, før hjemmeholdet fik sendt pucken i mål. Det var Mads Eller, der orkestrerede og til sidst prikkede pucken i mål. Desværre for hjemmeholdet blev scoringen korrekt kaldt tilbage for offside i opspillet.

Det var en tempofyldt første periode, der ikke bød på de store chancer, men fuld af intensitet og skarpe nærkampe.

Efter otte minutter første udvisning til gæsterne, der kunne sende en venlig hilsen til keeper Frederik Søgaard, der klarede ærterne for Odense. For tyrene kom de næste sekvenser også til at handle om godt målmandsspil, hvor Tomas Rydén hårdt presset viste samme kvalitet.

Endnu en udvisning til gæsterne med godt tre minutter til pause. Denne gang med scoring til hjemmeholdet. Lejesvenden Joonas Niemelä viste initiativ og fortsatte sin målstime, da han driblede gennem hele defensiven, og eksekverede sikkert periodens eneste kasse.

De første fem minutter af anden periode var et stort pres på hjemmeholdets mål, inden det igen blev mere jævnbyrdigt. Næsten ingen spilstop med store muligheder i begge ender, med de største muligheder til Rødovre. 

Den største af dem alle misbrugte Ryan Hughes, der dog på det efterfølgende gjorde skaden god igen og fik styret pucken i kassen, og fordoblet hjemmeholdets score.

Med fire minutter til anden pause dansede pucken rundt inde i Rødovres målfelt som var det forhekset, uden at komme de sidste ti centimeter over stregen.

Med et lille minut til pause endnu en udvisning til Odense og kæmpe redning af Søgaard afviste en tredje scoring til hjemmeholdet kort inden hornet lød.

Tredje periode startede med hjemmeholdet i overtal, inden Rødovre trak deres første udvisning. Det udnyttede Joakim Thelin, efter ganske få sekunder til en reducering for Odense.

Der kom mere nerve i kampen og det kom til flere episoder hvor spillerne kom op at toppes. Det virkede til at gæsterne mestrede den disciplin bedst, og med en spiller fra hver side udvist kom de også med næste scoring.

Det var Kristian Jensen, der sendte en puck mod mål som smuttede hele vejen til udligning.

Rødovre tog en time out for at få skik på spillet og resten af perioden blev der byttet chancer, med overvægt til gæsterne. Ikke flere scoringer i den ordinære spilletid, og således point til begge hold.

Overtid med tre mod tre er altid spændende med god plads på isen til individualisterne til at brilliere og det var lige hvad der skete.

Ryan Hughes tørrede atter modstanderne med besnærende driblinger og satte sejrsmålet efter et par minutter. 

To vigtige point til Rødovre i den nederste del af rækken og et Mighty Bulls-hold, der stille og roligt er kommet på kurs efter en svær periode. Odense har stadig gode muligheder for Metal Final4, men pointtabet kan blive kostbart for Bulldogs. 


Underskud i Elite Nord A/S for første gang i 16 år OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs