Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital 4-3 (1-0,2-1,1-2)
Både Odense og Rungsted havde backup-keeperne på mål i aften, for både Frederik Søgaard og Tobias Vilykke har leveret solide indsatser på det seneste.
Det gjorde de også i aften, da Odense tog en smal sejr på 4-3 over gæsterne fra Rungsted og dermed vandrede op forbi Esbjerg i tabellen. Efter sejren besætter fynboerne den vigtige fjerdeplads, mens Rungsted på sjettepladsen må konstatere, at rækken er knækket over.
Det var Jeppe Jul Korsgaard, der sammen med Magnus Boesen kombinerede sig til første periodes eneste mål. Glimrende spillet frem af de to aalborgensere i fynske klæder.
Filips Buncis var for første gang tilbage på sin gamle hjemmebane, og det fejrede han med en fremragende udligning, da han tæt inde under tog et par små træk og lagde pucken op i nettaget. Buncis har gjort et fin gen-indtog i Metal Ligaen og ligner pt. en mand, der godt kunne spille sig ud over sin kontrakt, der foreløbig går til nytår.
Odense bragte sig dog foran med to inden anden periode var ovre. Jonathan Brinkman udnyttede sikkert en fem mod tre-mulighed til 2-1, og Markus Jensens baghånd var på pletten ved 3-1-scoringen kort før pausen.
Det lignede en ganske sikker hjemmesejr, men Rungsted havde mere bid i sig end i tredje periode i fredags i Rødovre.
Ludvig Elvenes ville det anderledes og pumpede et fint skud ind til reducering, men en anden svensker, Sebastian Fakt, tog chancen helt ude fra siden og gjorde det til 4-2.
Morten Jensen fik reduceret på en hammer af et slagskud med fire minutter igen, men trods stor satsning og godt pres fra Rungsted, lykkedes det ikke at få point med hjem fra Fyn.