Med en stensikker 4-1 sejr over Aalborg Pirates har midtjyderne sat samtlige konkurrenter til vægs i Metal Ligaen. 40 minutters dominans resulterede i tre nye point til tabellen der nu viser et forspring på over 20 point ned til nærmeste forfølger.

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 4-1 (2-0, 2-0, 0-1)

Herning manglede både Mathias Bau og Nick Pastujov til aftenens kamp mens Aalborg manglede en lille håndfuld spillere i form af blandt andre Kirill Kabanov, Sebastian Brinkmann, Tobias Ladehoff og Lasse Bo Knudsen.

Blue Fox var uhyre tæt på at tage føringen allerede i kampens første skifte, da Morten Poulsen fandt Patrick Björkstrand på bagerste stolpe. Desværre for ham fik han ikke træf på pucken og kort efter kunne han i stedet se Aalborg sætte sig på aftenens første powerplay.

Chase Berger kom endnu tættere på, da han forsøgte at bande pucken ind via Janis Fecers, der ikke var uheldig med at pucken blev liggende på benskinnen.

Herning klarede frisag og noterede sig også for kampens næste mulighed. Denne gang udløste det også en scoring ved Emil Kristensen. George Sørensen så aldrig afslutningen fra blå linje og pucken smuttede mellem benene på den tidligere landsholdskeeper. 

Emil Kristensen blev også dobbelt målscorer blot sekunder senere da en løs puck blev sendt i kassen. Forinden var der kontakt mellem Sørensen og Oliver Kiljunen og målet blev afværget.

Den beslutning udløste en challenge fra Garth Murray, da kontakten fandt sted uden for målfeltet. Dommerne så situationen igennem på video og så var Emil Kristensen nu også officielt dobbelt målscorer.

De to scoringer opstod lidt ud af ingenting og gav selvsagt hjemmeholdet momentum. Blue Fox spillede glimrende ishockey i disse minutter, og det var kun marginaler der hindrede midtjyderne i at øge til 3-0. Aalborg blev spillet tynde og Arturri Toivola sendte en afslutning på roden af stolpen. 

Pirates havde svært ved at skabe noget i offensiv zone og man kunne med rette forvente mere af de to offensivt stærke kæder. I hvert fald skulle det blive spændende at se hvad gæsterne fik snakket om i pausen, efter en periode som Blue Fox vandt 2-0.

Midtjyderne fordoblede føringen

Det kunne sagtens være blevet bedre for Aalborg straks fra periodens start, da Jake Smith fandt en hel fri Nicolai Nielsen. Pucken hoppede desværre for ham over staven og dermed blev det end ikke til en afslutning. 

I den anden ende var Emil Kristensen tæt på at kunne kalde sig for hattrick-helt da han var på færde inde omkring mål, men det blev Hjalte Thomsen der blev næste mand på måltavlen. Først leverede Sørensen to fine redninger, inden han altså var chanceløs på returen.

Tiltrængt scoring for Thomsen, der altså har kæmpet lidt med produktionen i denne sæson. Han skulle kort efter også komme centimeter fra at blive dobbelt målscorer, da han susede alene ned mod Sørensen. Det var en ganske fræk afslutning fra den unge midtjyde, som dog gled forbi den fjerne stolpe.

De havde en ganske svær aften i det nordjyske, hvor man tempomæssigt blev sat af værterne og samtidig trak det korteste strå i nærkampene. Man fik sjældent etableret sig i offensiv zone, og man sad med fornemmelsen af at der skulle et powerplay, eller en tilfældighed til for at få hul på Fecers.

Til gengæld havde man i Julian Jakobsen en redningsmand da han kom fremragende tilbage og forhindrede Morten Poulsen i at lægge pucken i tomt mål. Stærkt arbejde af Jakobsen, der som altid var en af dem, der kunne være sin indsats bekendt.

Det var vigtigt for Aalborg at overleve de næste to minutter i undertal og det gjorde man da også. Det hjalp dog ikke meget for Petter Hansson strøg med frem i en omstilling og kunne med lidt held styre pucken ind bag Sørensen til 4-0.

Pirates fik en sidste chance for at få reduceret inden pausen da man stak afsted i en to mod en situation. Stærk back-checking fra Emil Kristensen forpurrede dog afslutningen fra Kobe Walker og det var således mere end svært at se en vej tilbage i kampen inden de sidste 20 minutter.

Nordjysk opblomstring

Eric Engstrand forsøgte at slå tonen an straks fra tredje periodes start, da han noterede sig for tre afslutninger i samme skifte. Ingen af disse formåede at finde vej til netmaskerne, men gæsterne rørte på sig og skulle også komme endnu tættere på en scoring.

Italiensk-canadiske Anthony Salinitri styrede pucken mod mål og så også ud til at blive målscorer. Fecers nåede dog akkurat ned med skinnen og lignede ikke en mand, der ville lade sig passere denne aften.

Jake Smith var ligeledes tæt på at prikke hul på bylden da han gik direkte mod mål. Patrick Björkstrand måtte hive i nødbremsen og så var det noget nær sidste udkald for Pirates. Endelig lykkes det så for gæsterne at sætte reduceringen, da en større klump af spillere gjorde det umuligt for Fecers at redde afslutningen fra Salinitri.

Herning var tæt på at dræbe et eventuelt sidste håb for nordjyderne da Magnus Carlsen styrede en puck i luften tæt forbi målet og der var altså endnu tid nok for Aalborg til at jagte et comeback.

Gæsterne formåede ikke at veksle deres scoring til et momentum, der kunne give forhåbninger om mere, og inden man fik set sig om resterede der blot fire minutter tilbage af opgøret.

Det skulle derfor have resulteret i en scoring, da Jake Smith skøjtede igennem Hernings defensiv og var alene med Fecers. Symptomatisk nok blev afslutningen for uskarp og tættere på kom Aalborg aldrig.

Topholdet fra Herning har dermed sat de tre nærmeste konkurrenter til vægs i de seneste par kampe og meget skal gå galt hvis Blue Fox ikke slutter som en suveræn vinder af grundspillet. Stærk indsats af midtjyderne, der nu med god smag i munden kan sætte sig til bords ved årets julemiddag


UGENS HOLD: Se hvem der ramte A-kæden her