To kampe på menuen denne januardag, hvor grundspillet begynder at nærme sig sin afgørende fase

Esbjerg Energy tager imod Herlev Eagles i Granly Hockey Arena i en kamp, der ender uafgjort efter 60 minutter. Herlev vinder i overtid eller straffe.

Sådan har det i hvert fald været i samtlige opgør hidtil mellem de to klubber i denne sæson. Uafgjort og bonuspoint til udeholdet. 

Men det er stensikkert, at begge hold går hårdt efter tre point, for både Esbjerg og Herlev skal have fuldt udbytte i kampen om de attraktive top fire-pladser.

Herlev tabte 1-5 fredag aften i Herning, hvor Eagles tog alt for mange udvisninger og spillede udisciplineret - det har ikke været et kendetegn for Herlev i holdets gode perioder i denne sæson. 

Kan Eagles hive sig op igen frem mod slutspillet. Der skal snart ske noget af det, der skete i begyndelsen i af sæsonen, og det ved træner Martin Gudmundsson. 

Esbjergs seneste kamp mod Frederikshavn var et godt billede på vestjydernes sæson. Bagud 0-4 og en pludselig og stærk forcering i slutfasen og et 3-4-nederlag. Ren rutsjebane for Esbjerg, der sad over fredag aften. 

- Det er som det er. Det fylder ikke hos os med kampprogrammet, pauser og andres resultater. Vi har haft fredag som en kampfri dag. Herlev spiller. Søndag spilles en ny kamp på en ny dag. Vi har fokus på den kommende kamp. Den har vi forberedt os på, som vi altid gør. Vi har arbejdet med tingene på samme måde som altid og har haft fokus på os selv, siger Esbjerg-coach Dan Jensen.

Der er kampstart 15:00 med Søren Kaster som kommentator på Metalligaen.tv.

Et kvarter senere går Henrik Bauch i luften i Rødovre som kommentator for Rødovre-Odense. 

Tirsdag aften mødtes de to hold også i Holger Danske Arena, og her vandt Rødovre 4-3 efter et stort comeback. 

Det forrige møde endte 7-6 til Odense efter overtid, så fynboerne er et af de få hold, som Rødovre med rette kan sige, at holdet spiller op med. 

Fredag aften bød på et 0-6-nederlag for Rødovre mod Aalborg, mens Odense spillede en af sæsonens bedste kampe og vandt 4-2 over SønderjyskE. 

Kan Rødovre drille Bulldogs igen. 

Det kræver en stor målmandspræstation og fuld koncentration i 60 minutter. Sidstnævnte har Rødovre haft problemer med mange gange i sæsonen, hvor der har været en fase i mange kampe med problemer. Aalborg scorede fem mål på fem minutter fredag aften.

Odense viste fredag aften store offensive kvaliteter og uanset den seneste kamp mellem de to hold, er fynboerne favorit i eftermiddag. 


Henriksen lukkede af da Esbjerg slog Herlev Odense vandt fortjent i underholdende match