Lodtrækningen til Metal Final4 er klar!

Når Metal Final4 spilles 9.-10. januar 2026 og fire hold kæmper om titlen som pokalvinder i dansk ishockey, bliver det med to spændende semifinaler i vente. I aften blev der trukket lod om, hvem der skal møde hvem i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg, når ishockeyens pokaltrofæ skal uddeles. 

Lodtrækningen til semifinalerne foregik i aften i Martinsen Arena og blev foretaget af ligachef Jørgen Illemann i pausen mellem første og anden periode af kampen mellem Herlev Eagles og Odense Bulldogs, to af de kvalificerede mandskaber.

Lodtrækningen blev som følger: 

9. januar 17:45 Odense Bulldogs-Herning Blue Fox

De to hold spillede DM-finale i fjor som Odense vandt i fem kampe. Herning har til gengæld vundet de to indbyrdes kampe foreløbig i sæsonen i Metal Ligaen. 

9. januar 20:30 Aalborg Pirates-Herlev Eagles

De to hold har foreløbig spillet fire kampe mod hinanden i denne sæson. Aalborg Pirates har vundet de to seneste, mens Herlev Eagles vandt de to første. 

Ishockeyens pokalmesterskab har siden 2017/18 været fast afviklet som et Final4-stævne, altid med ligasponsor Dansk Metal som sponsor. Der er altid semifinaler fredag aften og finale lørdag. Den første pokalturnering i dansk ishockey blev afviklet i 1988/89-sæsonen. Det er pokalmesterskab nummer 34, der spilles om i Aalborg i januar.

Herning Blue Fox er forsvarende Metal Final4 og pokalmester og har vundet ni pokaltitler i alt, senest 4-3 over Herlev Eagles i sidste sæsons finale, der blev spillet i Vojens. Herning tog sin første pokaltriumf helt tilbage i 1990/91-sæsonen med en 13-1-sejr over Rødovre. Herning har vundet to gange i Metal Final4-formatet, nemlig i 2022/23 og 2024/25.

Herlev Eagles har endnu ikke vundet en pokaltitel, men har været i to pokalfinaler. Tilbage i 2002/03-sæsonen tabte Herlev til Odense i finalen og i fjor var Herlev altså helt ude i overtid, før man måtte overgive sig mod Herning.

Odense Bulldogs har vundet pokalturneringen fire gange , men har endnu ikke triumferet i ”Final4-formatet”. Odense er forsvarende DM-vinder og vandt senest pokalturneringen i 2016 med en 4-0-sejr over Frederikshavn.

Aalborg Pirates har vundet pokalturneringen tre gange, to gange i Metal Final4-formatet. Den første pokaltriumf for Aalborg kom under navnet AaB Ishockey i 2007 med en 4-2-sejr over Odense. Seneste pokal-løft var i 2021/22-sæsonen, hvor Aalborg slog Herning med 6-4 i finalen.

Nøjagtig som i sidste sæson er de fire deltagende klubber gået sammen om arrangementet.

Det betyder, at isen er i Aalborg, mens alle fire klubber er sammen om både markedsføring, økonomi, salg af billetter og hvad der ellers måtte opstå af fælles arbejdsområder op til den store event.

KAMPEN KORT: 10 "badebilletter" og Esbjerg-sejr i lokalderbyet Sønderjyske: Daniel Nielsen stopper karriere på Metal Liga-niveau