Endnu engang vandt Rødovre 6-5, denne gang over Herning - kampen bød på seks powerplaymål

Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox 6-5 (1-3, 3-1, 2-1) Kampen mandag aften i Rødovre var mellem to hold som begge kom fint ud af premieren på årets turnering. Herning vandt hjemme over SønderjyskE og Rødovre tog sejren i Rungsted, begge kampe fik dog først en vinder i overtime. Og der var mange mål i vente denne aften, hvor det hele først blev afgjort med 40 sekunder igen. 11 mål i alt, 6 af dem scoret i powerplay! 

Til slut vandt hjemmeholdet med 6-5 og sikrede sig alle tre point. 

Det var to hold med selvtillid der tørnede sammen på isen i Rødovre. Begge hold kom flyvende ud fra start, hvor Rødovre forsøgte at sætte sig på opgøret med pres og masser af tacklinger. Men Herning afværgede og fik hurtigt skabt nogle gode chancer mod Rødovre, hvor Grubak atter vogtede målet. Olaf Eller pointerede inden opgøret, at special teams kunne blive afgørende.

Den forudsigelse fik han ret i. Kampens tre første mål blev scoret i powerplay. To til Herning og et til Rødovre. Fine mål til begge hold, som med hurtig puckomgang fik skabt plads og chancer.

Herning fik scoret til 1-3 inden første pause i en kamp, hvor tacklingerne blev flere og flere, uden at det på noget tidspunkt blev grimt at følge. Men der var meget mere i vente til aftenens tilskuere i anden periode.

Den åbne slagudveksling fortsatte de næste tyve minutter. Store chancer i begge ender, inden Herning blev ramt af en del udvisninger som Rødovre lukrerede på. Moilanen med sin anden scoring efter endnu et fremragende oplæg; denne gang ved Brandon Magee.

Dernæst blev der scoret tre mål på 3,5 minut. To gange Rødovre og en scoring fra kaptajn Poulsen. 4-4 efter en periode, hvor hjemmeholdet var bedst. Både på grund af de omtalte powerplays, men også fordi de var det hold som lavede færrest fejl i de defensive momenter af kampen. Rødovres imports ser ud til at være rigtig gode køb i denne sæson og stod bag rigtig meget offensivt denne mandag aften. 

Vi havde været vidne til 40 minutter, hvor begge mandskaber fik produceret frem i banen. Masser af gode mål og høj intensitet. Sidste periode skulle vise sig at blive endnu mere dramatisk end de foregående fyrre minutter.

Udvisninger til Rødovre gav Brett Thompson mulighed for at score sit andet mål denne aften, og så var Herning i front igen. Men midtvejs i perioden blev Mads Eller sendt af sted og han scorede sikkert til 5-5 med en baghånd.

Udvisning til Herning i slutminutterne betød en sidste mulighed til hjemmeholdet, og den takkede de ja til, da Kyle Hallbauer kunne slå en returpuck i kassen med 40 sekunder igen.

Herning trak Carruth, men Rødovre holdt stand, og dermed kunne de tage sejren i en fuldstændig vanvittig kamp, hvor begge hold fik vist masser af saft og kraft frem i banen. Rødovre rider videre på bølgen og har fået en drømmestart med fem point i to kampe, mens Herning formentlig vil føle, at de havde fortjent mere denne mandag på Sjælland. Der er ingen tvivl om, at vi får et anderledes disciplineret Herning-mandskab at se i de kommende kamp. 

Mighty Bulls? De har bare serveret god underholdning i to kampe. Der ser ud til at være masser af saft og kraft i Ellers drenge, der virkelig også tager vare på mulighederne i powerplay.  


GOALSHOW: SE MÅLENE FRA RØDOVRE-HERNING OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox