Aalborg Pirates forlænger med den 21-årige danske back, Nikolai Nielsen, der har skrevet under for den kommende sæson.
Det skriver nordjyderne i en pressemeddelelse.
- I løbet af sidste sæson blev vi ramt af en del skader på vores defensiv, hvor Nikolai endte med at få mere ansvar, og han tog det til sig, og vi var ikke nervøse på noget tidspunkt. Han er vokset meget og har bygget godt på i løbet af sæsonen, som opgaven blev større og større. Vi er stolte over, at han har valgt at blive i Aalborg, hvor han forhåbentligt kan bygge yderligere på sit spil, udtaler sportschef Ronny Larsen.
I den netop afsluttede sæson rundede Nikolai Nielsen de første 100 kampe for Pirates, hvor han flere gange har stået som syvende back, men det har ikke afholdt ham fra at få en del vigtig spilletid. I løbet af sæsonen ramte han ligeledes to milepæle i karrieren, nemlig første mål i grundspillet samt første mål i slutspillet, selvom det mere er det defensive arbejde, som han yder, når han er på isen.
- Nikolai har bygget på over de seneste sæsoner, og vi forventer, at hans udvikling fortsætter i den kommende sæson, hvor han bliver endnu mere fast del af holdet. Han har haft nogle gode læremestre i Victor Panelin-Borg og Lasse Knudsen, hvor han har taget imod alt den rådgivning, som han har fået, slutter Ronny Larsen.
Nikolai Nielsen er allerede godt i gang med træningen forud for den kommende sæson, hvor han igen kommer til at spille med nummer 4.