Der blev givet, taget og ikke mindst scoret mange mål, da fynboerne tog første stik i en finaleserie, der tegner til at blive yderst underholdende

Herning Blue Fox-Odense Bulldogs 5-6 (1-2, 2-3, 2-1)

Der ventede både Herning og Odense en fornem entré på Kvik Hockey Arena. Der var meldt alt udsolgt til den første finale i serien om det danske mesterskab og da nationalmelodien var sunget kunne spillerne indtage hovedrollerne.

Niklas Lundström var første mand på scenen, og det lignede at nerverne spillede ind hos svenskeren. Uprovokeret fumlede han med pucken og Mathias Bau burde have sendt pucken i mål, men hans forsøg endte i sidenettet.

Lundström viste til gengæld klassen, da kort han stoppede forsøget fra Martin Eskildsen, der afsluttede fra klos hold.

Odense meldte sig via fysik ind i kampen og viste styrke langs banden. Det gav også en tidlig scoring da Joakim Thelin fra en spids vinkel sneg en puck ind bag Seldrup, der ikke så alt for heldig ud i den situation.

Gæsterne havde proklameret inden finalerne at selvtilliden var i orden og de fremmødte fik også syn for sagen allerede i den første periode.

De to store chancer til værterne fra begyndelsen af opgøret blev nu mødt af en kompakt Odense-boks, der klinisk clearede zonen ved enhver lejlighed. I den anden ende forecheckede man hårdt og det voldte Herning tydelige problemer.

En omstilling til Herning gav pludselig chancen for at få udlignet, men Lundström agerede stærkt og reddede på Emil Kristensen, der ikke fik luft under pucken.

Anderledes effektive var gæsterne og da de kort efter stak afsted gav det igen pote. Radim Piroutek valgte at gå selv og han lagde ganske køligt pucken mellem benene på Seldrup.

Powerplay til Herning umiddelbart efter målet og så fik Herning også meldt sig ind i kampen. Mathias Bau fik tid og plads tæt på mål og han tøvede ikke med at rive pucken op i det fjerne målhjørne.

Nyt powerplay til Blue Fox og det lignede 2-2 målet, da Morten Poulsen afsluttede. Ud af ingenting kom den svenske keeper tilbage og leverede en fabelagtig redning.

Minuttet efter fik Anton Linde en dobbeltchance, som heller ikke gav en scoring, og derfor sluttede perioden med en føring til Odense.

Kynisk klasse

Anden periode var ikke mere end 12 sekunder gammel før Odense igen havde scoret. Daniel Baastrup kiksede egentligt sin afslutning og det var altså nok til at snyde Seldrup i målet. Marginalerne i den grad med gæsterne, men det var heller ikke ufortjent.

Gæsterne befandt sig nu i en regulær ønskeposition og man kunne stille sig i midtzonen og slå kontra på midtjyderne.

Herning kunne omvendt slet ikke få det til at spille og man hang efter i samtlige af spillets facetter. Derfor kom reduceringen også ud af det blå, men en skarp tværpasning blev sikkert sat ind af Hjalte Thomsen. Blue Fox var altså stadig med trods en spillemæssig skidt kamp.

Odense rullede dog ufortrødent videre og udnyttede, at den midtjyske defensiv denne aften konstant hang efter og tabte tæt på alle nærkampe. Filips Buncis trak hurtigt ind mod Seldrup og kunne elegant sætte scoringen til 4-2.

Kampen udviklede sig efterhånden i retningen af en decideret magtdemonstration fra Bulldogs og Brandon Estes, der altså spiller back, strøg alene igennem og lagde let pucken forbi Seldrup, der heller ikke havde en god dag.

5-2 til Odense inden 30 minutter var der næppe nogle i de danske hockeymiljøer, der havde spået, inden den første puck blev smidt.

Herning udspillet som sjældent set i denne sæson og alligevel formåede man at holde liv i kampen. Hjalte Thomsen var nok engang på pletten, da han afsluttede første gang på pasningen fra Simon Lafrance.

Der var flere store chancer til Herning inden perioden var ovre, men det var en farlig leg, da Odense konstant stak afsted i omstillingerne med både to og tre mand.

Herning-desperation

Herning åbnede tredje periode i powerplay fem mod tre og det skulle udnyttes hvis man ville gøre sig forhåbninger om en sejr i kamp et. Brett Thompson kunne efter 36 sekunder udnytte den megen plads og rive et håndledsskud op i nettaget. 4-5 viste måltavlen og Herning var altså igen med i opgøret.

For Odense måtte det være frustrerende, at man nu måtte se Herning krybe helt tæt på, efter at man altså i store dele af kampen havde været ganske dominerende. Spørgsmålet var nu om gæsterne havde styr på nerverne og for Herning gjaldt det om at køre på for fuld hammer.

Svaret fik vi fem minutter senere. Joakim Thelin og Odense fangede Herning i endnu en omstilling og den svenske forward trykkede pucken op i det fjerne målhjørne. Stærkt af Odense og tilsvarende skidt af Herning og Seldrup.

Kort efter fik Blue Fox endnu en livline, da man igen spillede powerplay. Bau havde en first-timer forbi stolpen og Magnus Carlsen var tæt på at slå en løs puck i nettet inden Odense klarede frisag.

Tiden gik og det til Odenses fordel. Denne aften havde man vist mental styrke, tro på egne evner og en sjældent set kynisme i spilvendingerne. Ingen kunne efter aftenens kamp være i tvivl om holdets muligheder for at stå med guldet til sidst.

I en kamp som denne var intet sikkert og derfor var det nærmest givet på forhånd at Herning igen kom på tavlen. Et stærkt pres i offensiv zone betød at pucken endte hos Oskars Cibulskis, som stærkt sendte pucken ind bag Lundström.

Der resterede over tre minutter endnu og dramaet totalt inde på isen, der efterhånden glødede af den hårdkogte action. Odense havde muligheden for at sætte det afgørende stød ind, men denne gang blev Seldrup den store i duellen med Thelin.

Herning trak keeperen i en sidste alt eller intet satsning, og jublen var ikke til at tage fejl af da hornet lød og Odense havde vundet den første kamp i serien.


LYNANALYSEN FINALE 1 6-6: Første bronzekamp endte i regulær målfest