Kampstart 19:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

Det er kun en uge siden, at Odense vandt sæsonens første syddanske derby med 4-3 i overtid på et Jonathan Brinkman-mål. I den kamp var fynboerne bedst set over 60 minutter.

Det har været Bulldogs' eneste to point efter fire kampe, og derfor er der er et pres på mestrene, hvis de skal med ind i Metal Final4-ræset inden bilen kører fra dem. 

Defensivt så det sløjt ud i midtugen mod Aalborg, og det er her, Bulldogs i første omgang skal stramme an.

Sønderjyske vandt 2-1 efter overtid i Rødovre uden at træner Casper Stockfisch var særlig tilfreds med indsatsen. 

- Indrømmet - det var ikke vores bedste kamp i tirsdags, men vi fik to point og det var det vigtigste. Jeg tror både trænerteam og spillertruppe, ved hvad der skal forbedres og ikke mindst til opgøret i morgen aften, siger han til Sønderjyskes hjemmeside.

- Det er et sultent og desperat Odense-hold, som kommer for at jagte point. Den desperation som de kommer med, skal vi som minimum ud og matche og allerhelst overgå, lyder det. 

Hold øje med: Nikolaj Krag-Christensen scorede begge mål tirsdag aften og ser skarp ud for Sønderjyske. Det samme gør Odense-backen Kevin Karlsson i hvert fald i den offensive del af spillet.

Det forventer vi: Nøjagtig lige så tæt, som det var tilfældet sidste fredag i Odense.

Skader/karantæner: Sønderjyske mangler Oscar Schulze og Mathias Borring og har fået Daniel Nielsen ind i truppen. Odense havde Jeppe Jul Korsgaard tilbage i truppen og manglede kun Mikkel Hansen mod Aalborg.

Statistikken: Odense Bulldogs-målmand Niklas Lundström har endnu ikke nået højderne fra sidste sæson og slutspillet. Han står med en redningsprocent på 88 og har haft en hård sæsonåbning. 

Se med: På JFM Play, hvor Michael Søvsø kommenterer fra Vojens. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Aalborg Pirates-Frederikshavn White Hawks