Med store forventninger og stolthed kan vi fortælle, at der er opnået enighed med en ny ejerkreds, der skal drive Aalborg Pirates videre og cementere klubbens position som førende i Danmark. 

Klubbens nye ejere er ikke kun nordjyske. Gruppen har også ishockeykompetencer i særklasse og de nødvendige økonomiske ressourcer til at føre klubben mod nye triumfer og en lys fremtid. 

- Jeg er stolt og lettet over, at vi er nået hertil - og jeg vil gerne takke alle de, der uselvisk har bidraget til at gøre et ejerskifte muligt. Det har krævet store ofre, fleksibilitet og velvilje ud over det sædvanlige at redde klubben, så det kan alle interessenter omkring klubben være stolte af, siger bestyrelsesformand Morten Fals. 

Han understreger samtidig, at overdragelsen af Aalborg Pirates er betinget af en bestået Due Diligence. 

- I næste uge satser vi på, at det nye ejerskab kan træde frem og fortælle om deres planer med klubben - og jeg kan roligt sige, at der er noget at glæde sig til, siger formanden. 

Ejerskiftet skal endeligt godkendes og en ny bestyrelse med nyt formandskab skal konstitueres på Aalborg Pirates generalforsamling.

Eftersom processen med salget af klubben er i fuld gang, er der ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, men vi kommer hurtigst muligt tilbage med flere detaljer. 

De bedste sommerhilsener 
Aalborg Pirates 

Morten Fals 
Bestyrelsesformand


Pressemeddelelse: Ny målfarlig canadisk forward på piratskibet Pressemeddelelse: Canadiske Max Coyle styrker defensiven yderligere