Det var den daværende borgmester i Aalborg, Henning G. Jensen, som for 18 år siden lokkede fodboldmanden Ole Nielsen, i dag administrerende direktør i Odense Bulldogs, ind i ishockeyen.
Bykongen ringede en dag til Ole Nielsen og bad ham stille på borgmesterkontoret næste dags morgen kl. 8.
Men inden fortsættelsen på historien skruer vi tiden nogle år tilbage.
Aalborg-drengen Ole var en talentfuld fodboldspiller i AaB og blev som 18-årig hentet til Hamburger SV. Hans professionelle fodbolddrøm blev mere eller mindre knust allerede efter nogle få måneder i den legendariske tyske storklub, som så mange danske topspillere har været forbi.
I en testkamp pådrog den offensive midtbanespiller fra Nordjylland sig et alvorligt ankelbrud, hvor knoglen stak vandret ud fra benet. Han sad i kørestol i seks måneder og var først tilbage på fodboldbanen efter 14-16 måneder. Det gjorde det ikke lettere, at der dengang kun måtte være to udlændinge på et hold. Der var syv-otte importspillere, der kæmpede om pladserne.
Det blev således kun til få kampe på bænken og nogle testkampe, inden eventyret i Hamborg sluttede efter to et halvt år.
Ole Nielsen blev købt fri af Kolding i 1. division, og efter et par sæsoner gik turen tilbage til AaB. Men ankelbruddet generede stadig, og som 26-årig måtte han erkende, at det var slut med fodbold på topniveau.
I stedet gik han trænervejen og kom til Aalborg Chang, som han førte op i 1. division. På et tidspunkt blev han også klubbens forretningsfører samtidig med, at han uddannede sig inden for salg og marketing.
Tilbage til indledningen. Efter fem år i Aalborg Chang ringede telefonen.
Borgmesterens ordre lød, at Ole Nielsen skulle genrejse byens ishockeyhold, som havde store problemer økonomisk og sportsligt og hang i tovene
Selv om Ole var fodboldmand, var ishockeyen ikke helt fremmed for ham. Han havde selv spillet lidt, og hans barndomskammerat var Heinz Ehlers. Han plejede at tage Heinz med til fodbold, og Heinz tog Ole med til ishockey.
Ole Nielsen stillede to betingelser til borgmesteren: Klubben skulle under AaBs vinger, og der skulle opføres en ny hal til afløsning for den gamle, udtjente arena i Samsøgade.
Henning G. Jensen syntes, at det lød meget fornuftigt. Det ville han gerne arbejde for, hvis Ole kunne levere varen efter et års tid.
AaB Ishockey blev en realitet (nu havde AaB både fodbold, håndbold og ishockey under paraplyen). Og i starten af 2007 blev Gigantium indviet.
OIe Nielsen var administrerende direktør i perioden 2003-09, hvor nordjyderne fire år i træk vandt sølv. Første gang i 2004. Det var dengang, AaB smed guldet væk i den syvende og afgørende kamp i finalen i Esbjerg. Med 2-0 føring med mindre end to minutter tilbage og vestjysk kvittering fire sekunder før tid i ordinær kamp.
Selv om der er gået over 17 år, husker alle, der var til stede i hallen, stadig det vanvittige drama. Vestjyder og nordjyder naturligvis på hver deres måde. Ole og Heinz og alle de andre omkring Limfjorden bryder sig ikke om at tænke på det.
Kærligheden til fodbolden og det grønne græs lå dog dybt i Ole, så han vendte tilbage som sportschef. Efter et år i Blokhus var han fem år i Sønderjyske, hvorefter
Jyllandsrejsen gik til Viborg, Randers og Vendsyssel.
Men efter fyringen i Vendsyssel i sommeren 2020 blev det igen hockeyens tur. Og tak for det. 1. januar startede han i Odense Bulldogs med ansvaret for det kommercielle og sportslige område. Ole var tændt fra starten. Fra sin AaB-tid havde han set, hvor stort det fynske potentiale var, når nordjyderne gæstede Odense.
I dag lyder nye optimistiske toner fra hundehuset, som har taget de første step mod en bæredygtig forretning i erkendelse af, at det er økonomien, der afgør i hvilken ende af tabellen, man havner.
Det skal meget gerne være slut med at gå på sommerferie efter grundserien for Bulldogs.