Journalist Peter Fredberg skriver om Julian Jakobsen, som havde skiftet til Odense Bulldogs, da han fik debut i 2007

189 landskampe (28 mål og 78 point) og 11 VM-turneringer i perioden 2009-21.

Sådan markerer Aalborg Pirates’ stedsegrønne playmaker og kaptajn, Julian Jakobsen, 34, sig i DIUs statistik.

Men lad os skrue tiden tilbage til dengang, der stod et rundt nul ud for Aalborg-drengen (vi ser bort fra kampene på ungdomslandsholdene).

På sin 19 års fødselsdag (11. april 2006) i den femte kamp i DM-finalen mod SønderjyskE lyste talentet så stærkt, at man dagen efter i en overskrift i B.T. kunne læse: ”Han er AaBs næste landsholdsspiller”.

AaB Ishockeys cheftræner, Heinz Ehlers, karakteriserede Julian Jakobsen med disse ord:

”Stadig kun juniorspiller, men med en ekstrem god teknik og spilforståelse. Julian skal forbedre sit nærkampspil og sin fysiske styrke. Men at han har landsholds- og Elitseriepotentiale er indiskutabelt. Han havde for første gang en intensiv sommertræning og er ambitiøs og parat til at arbejde hårdt for at nå sine mål.”

Grundserievinderne fra AaB vandt 3-1 (kampens sidste mål scoret af Julian Jakobsen) og kvitterede til 2-3 i kampe, men på den anden matchbold sikrede SønderjyskE sig guldet foran hjemmepublikummet i en kogende arena i Vojens.

Undertegnedes profeti, at Julle skulle blive AaBs næste landsholdsspiller, holdt ikke helt. Da han 6. november 2007 som 20-årig debuterede med løven på brystet i Luzern mod Schweiz på vej til Deutschland Cup i Hannover, var han skiftet til Odense Bulldogs.

”Jeg kan huske, at jeg spillede wing i kæde med Peter Regin i min debut. Vi tabte 0-5. Jeg blev kåret som kampens spiller og har stadig uret et eller andet sted,” mindes Julian Jakobsen.

Hans første landskampmål scorede han i fire nationers turneringen Danfoss Challenge 15. december 2007 i Odense mod Frankrig. Efter klare sejre over Slovenien og Norge blev kampen et antiklimaks for de danske farver. Frankrig med en storspillede Esbjerg-målmand Fabrice L’henry vandt 4-2 og sikrede sig førstepladsen. Julian Jakobsen pyntede på resultatet tre minutter før tid.

Efter to sæsoner i Odense Bulldogs kom han i 2009 til Södertälje som den første danske spiller og i 2012 til Hamburg Freezers. Her blev han blev i fire sæsoner, inden han i 2016 vendte tilbage til dét sted, hvor det hele startede. Fødebyen Aalborg.

I DEL spillede han sammen med Daniel Nielsen de første to år og med Morten Madsen de sidste tre. I 2013-14 var alle tre danske landsholdsspillere samlet i Hamburg.

Julian Jakobsen vandt i 2018 DM-guld med Aalborg Pirates og har desuden vundet tre pokaltitler henholdsvis med AaB, Bulldogs og Pirates. I 2007/08 blev han i sin første sæson på Fyn kåret som årets rookie, og ti år senere i guldsæsonen i Aalborg blev han hædret med The Canadian Ambassador’s Cup som årets spiller i Metal Ligaen.

At Pirates er hans sidste klub, lægger han ikke skjul på. Aalborg er hans by. Men kaptajnen har bestemt ingen planer om at gå fra borde lige med det samme. Han er stadig sulten og går målbevidst efter flere guldmedaljer.

I en aktuel kommentar siger han:

”Det er sjældent, vi har haft en liga, der er så tæt i toppen. Pirates har holdet til at gå hele vejen, men det er der også andre, der har. Niveauet i dansk ishockey er blevet bedre, og jeg glæder mig vildt til slutspillet.”

Julian Jakobsen kan se tilbage på flere highlights i 2021 med den sensationelle VM-sejr over Sverige og kvalifikationen til OL i Beijing som de to mest lysende øjeblikke.

Lå det i luften, at herrelandsholdet ville fighte sig til OL i kvalen i Oslo, var der – hånden på hjertet – ikke mange, der havde tippet, at kvindelandsholdet også skal en tur til Kina. En cadeau til de hårdtarbejdende og dedikerede spillere og en cheftræner i international topklasse, Peter Elander, som i øvrigt trænede AaBs herrer i 1996/97.

Anfører for dansk ishockeys fremstormende kvindelandshold er Julian Jakobsens lillesøster, Josefine, som siden 2015 har spillet for Djurgårdens IF.

Hvilken triumf for familien Jakobsen, hvis den får to spillere med til OL.


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE Ny finsk forstærkning til Herning-angrebet