Husker du 1999?
Dengang Rødovre Mighty Bulls gik fra sjettepladsen i grundserien til DM-guldet.
Nu prøver Rungsted Seier Capital – 23 år efter - at gøre rivalerne kunststykket efter.
Man lad os kigge lidt på, hvad der egentlig skete, da et meget svingende Rødovre-efterår blev forvandlet til et sandt hockeyeventyr.
Bunden blev nået lige inden jul med et nederlag på hjemmebane til bundholdet IC Gentofte, som kun vandt to kampe i hele sæsonen.
Men så kunne det ellers nok være, at der skete en forvandling med cheftræner Olaf Ellers spillere. Ærgerrigheden kom op i dem, og da det gjaldt, så de sig ikke tilbage.
Efter sejren i en dramatisk og tæt kvartfinalepulje foran Vojens og Rungsted, som var i en vild skrivebordskrig om andenpladsen, udklassede de potente tyre i semifinalen Esbjerg 3-0, og i finalen mod favoritterne fra Frederikshavn var det heller ikke nødvendig med mere end tre kampe.
Hvilken Rødovre-finish og -hockeyfeber. Havde man tippet guld til Rødovre efter nederlaget til IC Gentofte, kunne man have tjent en mindre formue, men det var der garanteret ingen, der havde.
Olaf Eller havde inden jul spredt sine tre russiske forwards, Boris Bykovsky, Anatolij Chistjakov og Sergei Solomatov, men først da han dannede en ren russerkæde, gav det for alvor bonus.
I den tredje finalekamp scorede Boris Bykovsky sejrsmålet til 5-4 med 19 sekunder tilbage. Og for første gang siden Valery Bragins gyldne mål i Herning ni år tidligere havnede Prins Henriks Cup på vestegnen.
Dronningens ceremonimester, Christian Eugen-Olsen, som var medlem af DIUs bestyrelse, var kommet til Frederikshavn fra Brasilien, hvor han havde forberedt regentparrets besøg, og overrakte mesterskabspokalen til Rødovre-kaptajnen Anatolij Chistjakov.
Efter sejren sagde Olaf Eller: ”Jeg har aldrig glemt Boris Bykovskys ord, da jeg i sin tid hentede ham i lufthavnen. ”Husk hver dag: Vi skal være nr. 1.”
”Jo, jeg husker dem også,” kvitterede matchvinderen med guldet om halsen. ”Hver dag har de været min drivkraft og motivation. Også da vi midt i turneringen løb ind i det ene nederlag efter det andet og i otte kampe kun vandt én.”
Lidt i samme stil havde den skotskfødte målmand Bill Morrison hængt et skilt op i omklædningsrummet, hvor han krydsede af, hvor mange kampe Rødovre havde tilbage, inden de havde vundet guldet.
Bill Morrison, der var halvskaldet, lille og bred og altid i godt humør, sluttede sæsonen med at få B.T.s Gyldne Puck som ”Månedens spiller”.
På Rødovre-kollektivet var også den nuværende cheftræner Magnus Sundquist, Michael Eller (i dag Smidt), Jannik Sønderby, Michael Thomsen, Henrik Børner og Martin Skygge.
Det var cheftræner Olaf Ellers sjette guldmedalje med Rødovre Mighty Bulls. Han var en af de unge spillere på Rødovres første guldhold i 1978, hvor Bent Hansen var kaptajn, og på de næste fire var han selv anfører.
Rungsteds Leonid Truhno toppede statistikken i 1998/99 med 104 point (52 mål og 52 assist) i 42 kampe. Længere nede på listen kom navne som Sergei Senins og Ilya Dubkov, Frederikshavn, og Todd Bjorkstrad og Petri Skriko, Herning. Først på tiendepladsen den bedste dansker, Bent ”Turbo” Christensen, Frederikshavn, der blev kåret som ”Årets spiller”.
Men lad os vende tilbage til overskriften: Kan Rungsted lave en Rødovre?
Olaf Eller får lov at svare: ”Ja, jeg synes, Rungsted er godt på vej. Jeg tror, de tager guldet. Set over de første seks perioder har de haft et lille plus. De har haft mest fart på skøjterne og været de mest ærgerrige.”