Journalist Peter Fredberg i samtale med Magnus Sundquist, som kæmpede med hjerteproblemer inden sit comeback i Rødovre Mighty Bulls

Magnus Sundquist er tilbage, men meget kunne have set anderledes ud for den 55-årige svenske cheftræner.

Efter fire sæsoner som cheftræner i Stjernen i Norge, tre sæsoner i Tingsryd i Allsvenskan, to en halv sæson i Brynäs i SHL, to måneder i MODO i Allsvenskan og tre måneder hos de mangedobbelte rumænske mestre, SC Csikszereda, vendte han i sidste uge ”hjem”, hvor hockeyhjertet er, og hans to børn, Linus, 14, og Thea, 9, bor. Hans gamle hjemmebane i elleve år. Syv sæsoner som spiller og fire som coach i Mighty Bulls.

Åbent fortæller han om hjerteproblemer, som medio maj sendte ham i ambulance klokken tre om natten fra sit hjem i Tingsryd til sygehuset i Växjö. I fem døgn var han indlagt på hjerteafdelingen, hvor man konstaterede, at alle hans værdier var for høje, alt for høje.

”Jeg var meget nervøs og frygtede det værste. Mit hjerte slog alt for hurtigt. Det hamrede deruda´, som om jeg løb maraton døgnet rundt. Nogle dage forinden havde jeg været i Stockholm med min kæreste. Pludselig måtte jeg stoppe. Mit hjerte var i vild aktivitet. Jeg kunne knap gå 20 meter og var nær ikke kommet over en fodgængerovergang,” siger han.

”Jeg havde tidligere haft symptomerne, men aldrig så slemt. Jeg skulle selvfølgelig have reageret med det samme, men slog det hen, som man nu gør. Det var dumt, men jeg har altid været god til at skjule, når jeg var stresset og presset. Ingen skulle vide, hvordan jeg havde det, når projektørerne var slukket.”

(Foto: Steen Marcussen)

Magnus Sundquist har det i dag meget bedre. Han sluger en lille håndfuld piller om dagen og føler, at tingene er under kontrol.

”Jeg er dybt taknemmelig for den fantastiske behandling, jeg fik på sygehuset. Lægerne sagde, at det ikke var så mærkeligt med dét job, jeg har, at jeg var udsat for et hårdt indre pres. Efter observationen i Växjö føler jeg, at jeg har fået et boost. Jeg er et nyt menneske,” siger han.

Efter hjerteproblemerne kom Magnus Sundquist sidst på sommeren til rumænske SC Csikszereda, men efter otte kampe (fire sejre og fire nederlag) besluttede parterne at sige farvel til hinanden, inden det gik helt galt.

”Vi var ikke enige i, hvordan man driver en ishockeyklub. De ville gøre det på en helt anden måde, end jeg var vant til, men vi skiltes som venner. Jeg fortryder ikke, at jeg tog derned,” siger han.

Magnus Sundquists position på den svenske hockeyscene understreges af, at han tre år i træk af de svenske dommere fik prisen som ”Årets Leder”.

”Jeg fik den både i Tingsryds AIF og i Brynäs og er stolt. For mig betyder det mere, at det er en pris til årets leder end til årets træner,” siger han.

Magnus Sundquist gjorde i 1996 sin entré i dansk ishockey i IC Gentofte, hvor han spillede i to sæsoner. I sin debutsæson i Rødovre Mighty Bulls i 1998/99 var han med til at spille klubbens seneste DM-titel hjem. For cheftræner Olaf Eller var det sjette DM-guld. De første fem var det som aktiv, at han kunne løfte DM-pokalen.

Som coach i Rødovre vejede pokalsejren i 2007/08 tungt for Magnus Sundquist. Odense Bulldogs blev slået i finalen i Odense med 6-2.

Inden det danske kapitel havde han været på alle svenske ungdomslandshold i ishockey, og talentet kom også til udtryk i fodbold, hvor han var på det svenske U16-landshold i en kamp mod Norge.

”Jeg funderede på et tidspunkt, om jeg skulle vælge ishockey eller fodbold, men har aldrig fortrudt mine valg. Heller ikke, at jeg sagde ja til Jørgen Illemann, da han kontaktede mig. Der var tilbud fra klubber i større europæiske hockeynationer, men jeg lod hjertet bestemme,” siger Magnus Sundquist.

Jeg husker en trist episode fra efteråret 2003. I en kamp i Herlev blev Magnus Sundquist tacklet og gled ind i banden med det resultat, at han brækkede benet tre steder. Ni kampe var alt, hvad han nåede den sæson.

Med stor vilje og stædighed kæmpede han sig tilbage og sluttede en flot aktiv karriere sæsonen efter, hvor Rødovre blev slået i kvartfinalen af de senere mestre, Herning Blue Fox.


(Foto: Steen Marcussen)


Herrelandsholdet i gear frem mod OL – november-truppen er klar OPTAKT: SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls