Det er endnu ikke officielt fra Bloomington Bisons side, men Rødovre Mighty Bulls skriver på sin Facebook-side, at Jacob Böll rykker til ECHL-klubben for den kommende sæson og dermed altså forlader Mighty Bulls.
Jacob Böll har aldrig været bange for at prøve sig af i udenlandske ligaer.
Han har været både i Helsingborg i Sverige, Clermont i Frankrig og ligeledes i FPHL - Federal Professional Hockey League - hvor han i sæsonen 2020/21 spillede fem kampe for Carolina Thunderbirds.
I Danmark begyndte Jacob Böll sin ungdomskarriere i Rungsted, fortsatte til Gentofte og endte i Rødovre, hvor han har tilbragt langt det meste af sin seniorkarriere.
Den hårdføre back har også repræsenteret Herning og Frederikshavn i Metal Ligaen, hvor han har spillet 261 kampe.
I Bloomington kan han se frem til at bo i en by med knap 80.000 indbyggere. Der kan være godt en tiendedel i Grossinger Motors Arena, hvor forskellige ishockeyhold i diverse ligaer har hørt til de seneste sæsoner.
Det er anden sæson, at Bloomington Bison spiller i ECHL. Bison hører til under New York Rangers-organisationen..