Det aflyste slutspil satte tankerne i gang hos klubberne, der alle introducerede salget af støttebilletter. En stor succes, der blev taget godt imod rundt i ishockey Danmark.
Fansene har også støttet på forskellig vis, hvor blandt andet et par engagerede Herning Blue Fox-supportere inden længe skal på tandemcykel gennem Fyn, og det meste af Jylland.
Nu har Frederikshavn White Hawks også fået ekstra hjælp ind, hvor deres fanklub, White Hawks Hvide Hær, er i gang med at sælge støttetrøjer og T-shirts. Hele overskuddet fra salget går til klubben.
-Vi var i fanklubben ret hurtigt enige, da slutspillet blev aflyst, at vi skulle støtte klubben på en eller anden måde. Derfor købte vi for 4500 kroner støttebilletter til at starte med, og efterfølgende har vi nu i en god uges tid haft vores støttetrøjer og T-shirts til salg. Vi har fået en god aftale med tøjbutikken HØYRUP i Østervrå, og salget går strygende. Vi havde en drøm, om at nå et salg der kom op på 10.000 kroner, men her efter den første uge kan jeg roligt sige, at vi allerede har nået det mål, siger Michael Thorup fra White Hawks Hvide Hær.
Han er en ivrig fan af White Hawks, og medlem af fanklubben, til trods for han har bopæl mellem Viborg og Herning. Ganske imponerende!
-Vi har efterhånden fået en god fanklub op at stå, med en god kultur. Sammen med træner Jari Pasanen har vi sat os et mål at vi skal være forenet. Klubben og fansene skal stå sammen, og være samlet, og derfor havde vi allerede i sidste sæson både grillaftener, åbent omklædningsrum, og naturligvis den fedeste Final 4 fest sammen med spillere, ledere, organisation og sponsorer. Det gør at vi kommer tættere på hinanden, og det afspejler et sådan salg af støttetrøjer jo også helt klart, lyder det fra Michael Thorup.
Salget går indtil på søndag, hvorefter Michael Thorup og resten af fanklubben kan gøre det økonomiske op. Spændende at se hvor stor en check de kan overrække direktør Henrik Andersen i nærmeste fremtid.