Dan Jensen har overtaget fra Jason Jaspers, og det er den helt store ændring til den kommende sæson

Sæsonstarten har ikke været nogen kæmpesucces under de fire sæsoner, hvor Jason Jaspers har været "in charge" for Esbjerg. Kun en enkelt gang - i Corona-sæsonen uden tilskuere - havde Jaspers held til at kvalificere Esbjerg Energy til Metal Final4. Det blev til et nederlag i finalen mod SønderjyskE. 

Til gengæld har sæsonafslutningerne været ret gode under Jason Jaspers. Tre gange er Energy-eventyret endt i semifinalen, mens det i den netop afsluttede sæson blev til en finaleplads efter en placering som femmer i grundserien. Esbjerg slog Odense og Aalborg, inden man altså måtte give fortabt i en forrygende finaleserie mod SønderjyskE. 

Nu er Jason Jaspers rykket til alperne og Val Pusteria, og fire semifinaler kulminerende med en finale, er vel ikke et helt tosset facit for den tidligere DEL-legende, der brugte Esbjerg som sin første station i trænerlivet. Kun guldet manglede. 

Nu står vestjyderne med en frisk mand på trænerposten i form af Dan Jensen, mens Erik Munk Petersen stadig er med som assistent. Jensen har ikke cheftrænererfaring fra Metal Ligaen, men hans rutine er uomtvistelig efter mange sæsoner som assistent og også træner for forskellige hold i Herning og de danske ungdomslandshold. 

Det skal blive spændende at se, hvilken slags ishockey, Dan Jensen ønsker at spille med sit "eget" Metal Liga-hold.

Esbjerg Energy har sagt farvel til Mathias Seldrup og nu goddag til Nicolaj Henriksen som førstemand. Vi ved, at Henriksen på topniveau er en bundsolid dansk førstekeeper, men skaderne har også drillet ham gennem karrieren. Det kan man ikke komme udenom. 

Det ligner nogenlunde den samme backkæde som i fjor. Juuso Walli, Gordie Ballhorn, Jeff King, Simon Grønvaldt og Mikkel Rask har alle skrevet nye kontrakter, og mon ikke Philip Larsen giver den et skud mere? Læg dertil Oliver Gatz, der netop er blevet offentliggjort i dag, og som kommer med masser af Metal Liga-rutine i en alder af kun 25 år. 

Det er syv gode og stabile kort, og mon ikke Esbjerg og Dan Jensen holder sig til det antal i første omgang, forudsat selvfølgelig, at Larsen fortsætter som kaptajn. Der vil være mulighed for at koble endnu en import til i løbet af sæsonen. 

Esbjerg har allerede sagt farvel til tre importangribere fra sidste sæson. Ludwig Stenlund nåede ikke at gøre det store indtryk, mens ungareren Csanad Erdely faktisk gjorde det glimrende hele vejen til sølvet.

Josh Winquist virkede til at være en stærk og positiv leder på isen såvel som i omklædningsrummet, og var aldrig for fin til at give highfive til de unge fans på vej ind på isen. Selv ikke i finalen. Han var og er en snu spiller, som Esbjerg godt kunne have brugt. I stedet er han nu på vej til Sydtyskland og Selber Wölfe i DEL2. 

Kommer Grayson Downing og/eller Brandon Magee tilbage til Esbjerg? Downing er i topform en formidabel spiller og kender Esbjerg ud og ind, men han har også en skadeshistorik, der gør ham lidt sårbar. Brandon Magees tal i Metal Ligaen taler for sig selv, og der er næppe tvivl om, at Energy gerne vil have ham tilbage i truppen som import i den kommende sæson - hvis muligt. 

Esbjerg har allerede Aleksi Halme på plads for den kommende sæson, og hvis finnen kommer tilbage i topform, bliver han interessant at følge. 

Danskerstaben er allerede fyldt godt op. 

Frederik Bjerrum spillede sit bedste ishockey i finalen, og brormand Rasmus leverer altid en god arbejdsindsats, nu og da med ekstra krydderi. Fremragende Phillip Schultz vender tilbage til endnu, og kommer måske til at danne makkerpar med Andreas Grundtvig. 

De suppleres af seks unge i fremgang: Skovning, Ebener, Mondrup, formentlig Victor Sand og Yanick von Bergen, sidstnævnte fik slet ikke lov at vise sit potentiale i fjor på grund af en skade, og mon ikke Dan Jensen tør, vil og skal satse på en ung fjerdekæde efter sommerferien. 

Det største tab hos Esbjerg bliver naturligvis Oliver Kjær, der endte på All Star-holdet og spillede en helt forrygende sæson i fjor. Kjær var både oplægger og målscorer og endte helt fortjent med en kontrakt i den finske Liiga, hvor han nu skal tage næste step på sin voksende karrierestige. 

Der kommer yderligere mindst tre imports - måske fire - ind til Esbjergs angreblinje, hvor Halme hidtil er den eneste offentliggjorte. 

Kunne det være centeren Nick Master, som vore gode kolleger fra Hockeymagasinet snuste op tidligere i dag, ser begyndelsen vældig god ud. Master har gode tal med fra DEL2, og kunne sagtens ligne en rigtig god erstatning for Josh Winquist. 

Kan Esbjerg finde yderligere to eller tre stærke udlændinge, så ser opskriften fornuftig ud: En rutineret backlinje, tre erfarne angrebskæder og fjerdekæde med entusiastiske unge gutter. 

Målet vil fra sæsonstart igen være den Metal Final4, som Esbjerg Energy SÅ gerne vil med til - og formentlig også byde ind med hjemmebane i den flotte Granly Hockey Arena. 

 


METALLIGAEN 2024/25 begynder med et tirsdagsbrag i Vojens Tilskueroplevelse løftes i Spar Nord Arena: Cube klar til sæsonstart