Endnu en spændende og actionfyldt uge er gået i Metal Ligaen og her forsøger vi at bevare det kige overblik og kåre de seks spillere, som har gjort sig positivt bemærket udover det sædvanlige:
Målmand: Max Zimmermann (Frederikshavn) - Han vandt ingen kampe, men gjorde i den grad et positivt indtryk i samtlige tre kampe. Zimmermann kan blive en slutspilsplads værd for White Hawks. Reddede 83 af 90 skud i sidste uge.
Back: Arvid Bergström (Odense)- Bliver bedre som sæsonen skrider frem og stod med hele seks point i tre kampe i løbet af ugen. Den tidligere svenske juniorlandsholdsspiller kan blive en guldfugl for Odense.
Back: Kasper Larsen (Herning) - Ligesom Bergström er Kasper Larsen også blevet bedre og bedre for Herning. Tre assister i kampen mod Odense og vover pelsen mere og mere i sit offensive spil.
Forward: Patrick Bjorkstrand (Herning) - Var den helt store katalysator i Hernings comeback-sejr over Odense. Bjorkstrand var flyvende og tog sammen Josh Prokop det totale ansvar, da Bau og Pastujov røg ud af hver sin årsag.
Forward: Filips Buncis (Rungsted Seier Capital) Hvem dukkede op - endda i undertal - da Rungsted havde mest brug for det i Frederikshavn søndag eftermiddag? Det gjorde lettiske Buncis, der ligeledes var en stærk katalysator, da Rungsted fredag aften slog Esbjerg 3-2.
Forward: Mathias Ingemann Larsen (Herlev): Den unge forward har stille og roligt spillet sig ind som etableret Metal Liga-forward uden at Herlev er blevet svækket - tværtimod. Havde sin bedste uge med to flotte mål og en assist i Herlevs "syv points-uge".