Han var her, der og alle vegne, og blev matchvinder for Frederikshavn, der her til aften tog sejren i et intents lokalopgør. Det kunne være gået begge veje, men canadieren viste skarphed da han skulle, og sendte høgenes fans i ekstase.

Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates 3-2 (1-1,1-0,1-1)

Der var smæk for skillingerne fra første sekund, og det blev akkurat ligeså intenst som forventet. Øllet flød fra hanerne, og stemningen var på kogepunktet i begge lejre. Det må have løbet koldt ned af ryggen på spillerne, at løbe ind til så fed en kulisse. 3017 tilskuere. Mere af det, tak!

Det blev Frederikshavn der vandt det første lokalslag i nytårsbraget i Nordjylland, da Todd Winder var ustyrligheden selv, og med to kasser, afgjorde en tæt, spændende og stemningsfuld kamp. Canadieren har kæmpet lidt med det i sæsonen hidtil, men hvilken aften at sætte sig i scene på, da han leverede gode detaljer, lækre afleveringer, og ikke mindst mål.

Begge hold følte lige hinanden på tænderne i begyndelsen, og man ville ikke lave en afgørende fejl. Derfor blev der spillet påpasseligt, men bestemt også fremad isen. Men der blev passet godt på defensivt, og de to keepere, Galansky og Sørensen, havde et godt forsvar foran sig. Derfor var det ikke mange målchancer vi fik i første periode, men Mikkel Bertelsen havde en dobbeltchance, hvor han var tæt på at give føringen til vendelboerne.

Det blev i stedet fansene fra Nordens Paris der kunne juble først. Hurtigt spil, fantastisk pasning af Ladehoff, ind til Björkstrand, og så var Galansky prisgivet. Her gik det stærkt, og noget af det aalborgenserne er rigtig gode til. 0-1 på måltavlen, men det var kun i ganske kort tid den stilling holdt.

For blot 48 sekunder senere, kunne hjemmeholdets Todd Winder sendes afsted på en friløber, og her var canadieren sikkerheden selv, da han driblede udenom George Sørensen, og sendte skiven ind i det tomme bur til 1-1. Jubelbrølet kunne med garanti høres helt i Sæby, for hjemmeholdets fans havde til lejligheden fået fornemt besøg af Support Copenhagen, der havde taget den lange tur til Frederikshavn.

I begyndelsen af anden periode lagde gæsterne et hårdt tryk på White Hawks. De tog fuldstændig kontrollen, og hjemmeholdet havde svært ved at følge med. Der blev kreeret nogle store muligheder, og Galansky måtte op med flere store redninger. Carstensen havde en giftig afslutning, og det kunne efterhånden ikke blive ved med at gå for høgene.

Men så tog Fredrik Johansson en time out, og den kom på det helt rigtige tidspunkt. Hjemmeholdet kom mere ind i opgøret igen, og da Tobias Ladehoff røg i straffeboksen, så lynede høgenes powerplay. Frederiksen fandt fornemt Benker, og svenskeren kanonerede pucken ind i netmaskerne på en chanceløs George Sørensen.

Kort efter den scoring havde Kiljunen et fremragende skud der ramte stolpen, og Björkstrand testede i flere omgange også Galansky, der blev ved med at hive pragtredninger ud af ærmet. Man var godt underholdt i det første af de to nordjyske nytårsbrag.

Pirates åbnede også bedst i tredje periode, og havde flere gigantiske chancer. Man havde set et par stykker af dem i kassen, men mirakler, og en tjekke, sørgede for, at vendelboerne stadig var i front. Det var virkelig god propaganda for dansk ishockey, det vi var vidne til.

Med otte minutter igen fik White Hawks chancen i powerplay. Her var svenske Lunsjö utrolig tæt på, men George Sørensen var på plads med en stor redning. Men kort efter piraterne blev fuldtallige, så lynede høgene.

Igen var det Todd Winder der scorede, da han smukt blev spillet fri af Mikkel Bertelsen. Et fremragende mål, og nu lettede taget i Nordjyske Bank Arena. Sikke en pragtkamp af Winder i aften.

Var kampen så afgjort? Man kunne tro det, men om ikke andet, så fik Aalborgs bedste i aften, Nikolaj Carstensen, bragt spænding tilbage i opgøret, da han på fornem vis reducerede til 3-2. Et flot rush, og sikker scoring af Carstensen.

Men det blev aldrig mere farligt for hjemmeholdet, der holdt godt fat i Aalborg i slutfasen. Det blev derfor også kun mindre end et minut Pirates kunne have George Sørensen ude af buret til sidst, og det lykkedes aldrig piraterne at teste Galansky for alvor i de døende sekunder.

Høgene leverede endnu en pragtpræstation på egen is, og har for alvor fundet melodien. Piraterne er ramt på skader, men leverede alligevel en god kamp, og kunne bestemt godt have fået point med hjem.

Der er returkamp i morgen aften i Aalborg.

 

 

 


Herning tog første stik efter 5-2-sejr OPTAKT: Herning Blue Fox-Odense Bulldogs