Kasakhstan - Danmark 1-5 (0-0, 0-2, 1-3)
Onsdag aften var det blevet tid til dansk nøglekamp mod Kasakhstan. Som mod Tjekkiet var de danske oversiddere til aftenens opgør Mathias Seldrup, Daniel Baastrup, David Madsen og Nicholas B. Jensen. Målmandsduellen stod mellem Maxim Pavlenko og Frederik Dichow.
Udvisninger satte Danmark under pres
Med to danske udvisninger indenfor de første fem minutter fik VM-værterne sat sig selv unødigt meget under pres fra åbningsperiodens begyndelse, hvor Kasakhstan for en kort stund endda spillede fem mod tre. Men det danske box play fik afværget tilnærmelserne fra Kasakhstans overtalsformationer.
De danske spillere fik rystet den lettere pressede start af sig og forsøgte stødt og roligt at arbejde sig ind i opgøret. Men Kasakhstan stod godt i banen og i kombination med en afventende og passiv dansk indgangsvinkel til fem mod fem-spillet, så var det ikke mange målchancer der blev skabt i åbningsperioden.
Endnu en dansk udvisning sendte efter et kvarters spil Anders Koch i straffeboksen og det danske box play måtte atter i aktion. Den opgave løste de danske undertalsformationer dog fint, da man stadig formåede at holde Kasakhstan fra fadet.
Det ændrede dog ikke på det faktum, at åbningsperioden forblev ganske fattig på åbne målchancer. Faktisk blev der kun registreret én enkelt dansk afslutning i de første 20 minutter, mens Kasakhstan, med tre power plays vel at mærke, blev noteret for syv skud på mål.
To minutter før pausesignalet var det dog tæt på for Danmark, da Joachim Blichfeld var meget tæt på at få sat Mikkel Aagaard op til afslutning tæt under mål. Men første periode forblev målløs.
Dansk offensiv kom i gang
Frederik Dichow måtte i aktion tidligt i anden periode, da Kasakhstan kom frem til et nærgående forsøg tæt under mål allerede i det første minut. Men med en vigtig benparade fik Dichow forhindret et føringsmål til Kasakhstan.
Dichows fine redning skulle vise sig ekstra kærkommen, da Mikkel Aagaard fire minutter inde i anden periode gav Danmark føringen. Joachim Blichfeld stod for forarbejdet, da Aagaard med et følt håndledsskud sendte pucken op i målhjørnet udenfor keeper Maxim Pavlenkos rækkevidde. Danmark var dermed oppe med 0-1 efter 24 minutter og det vel at mærke efter kun at have fået noteret tre afslutninger hidtil i opgøret.
Føringsmålet syntes dog at give danskerne et boost, og der kom nu mere gang i det danske angrebsspil, som nu var mere direkte og målsøgende, end tilfældet havde været i åbningsperioden. Man talte nu også flere danske afslutninger mod Kasakhstans mål.
En af disse afslutninger tegnede Alexander True sig for, da han blot otte sekunder inde i Danmarks første power play i kampen bragte danskerne på 0-2. Der var spillet 13 minutter af anden periode, da pucken umiddelbart efter faceoff’en i Kasakhstans zone, endte hos Patrick Russell, der med en tværpasning tæt under mål, formåede at sætte Alexander True perfekt op til afslutning ved modsatte stolpe. Her tøvede True ikke, da han sikkert fordoblede den danske føring, som bestod frem til den anden periodepause.
Danmark trak fra i tredje periode
Fra starten af tredje periode var det tydeligt, at Kasakhstan var tvunget længere frem på banen. Dette gav et par tidlige danske kontramuligheder den anden vej.
Der stod dog alligevel Kasakhstan på kampens næste mål, da Nikita Mikhailis lidt heldigt fik reduceret for Kasakhstan syv minutter inde i tredje periode. Fra en spids vinkel lykkedes det for Mikhailis at få scoret via Frederik Dichow i det danske mål. Dermed 1-2 på måltavlen.
Et par minutter senere huserede Mathias From og Alexander True for alvor i Kasakhstans zone, hvor de var tæt på at øge den danske føring. Men i stedet for en scoring, så lykkedes det at fremprovokere en udvisning til Kasakhstan, hvilket skulle vise sig lige så godt.
I power playet der fulgte i kølvandet på Kasakhstans udvisning øgede Christian Wejse således til 1-3 i power play, da han var først over en retur, som tæt under mål blev sat ind med baghånden.
Kun 20 sekunder senere lukkede Alexander True reelt set kampen, da han slog til på en kontramulighed. Markus Lauridsen sendte True af sted på break away-forsøget og her nettede True iskoldt med en baghåndsafslutning.
En udvisning til Markus Lauridsen sendte Kasakhstan i overtal tre minutter før slutsignalet. Kasakhstan valgte også at trække målmanden og spillede således seks mod fire. Men i stedet for en reducering til Kasakhstan, så sendte Nick Olesen pucken ned i det tomme mål til slutresultatet 1-5.
I Stockholm mødte de svenske værter her til aften Letland. Den kamp vandt Sverige med 6-0.