I en medrivende kamp med to ansigter måtte Danmark i sidste ende se sig besejret af et stærkt schweizisk mandskab, der kørte rigtigt hårdt på i sær i første periode, mens Danmark var ved at skabe den helt store overraskelse i anden periode.

Danmark-Schweiz 2-5 (0-1, 2-2, 0-2)

Danmark tog her til aften imod sidste års sølvvindere fra Schweiz. Til aftenens opgør var Mathias Seldrup, Daniel Baastrup, David Madsen og Felix Scheel igen udeladt fra den danske bruttotrup. Målmandsduellen stod mellem Stephane Charlin og Sebastian Dahm.

Danmark kom ud i schweizisk snestorm

Et aggressivt schweizisk mandskab mødte fra kampens start Danmark langt fremme på isen, og schweizerne fik da også sat sig i respekt med et par tunge tacklinger på deres danske modstandere tidligt i opgøret.

Helt som ventet, så var Schweiz også svære at holde væk fra det danske mål. Alpenationen kom da også frem til et par gode chancer i åbningsperiodens første halvdel, uden at Sebastian Dahm dog for alvor kom på overarbejde i det danske mål.

Det schweiziske pres mod det danske mål var vedvarende og bestemt ikke aftagende. Tvært imod, så blev det kun intensiveret, efterhånden som første periode skred frem.

Omkring det 14. minut havde Schweiz’ Simon Knak en stor chance for at give Schweiz føringen, da han faktisk havde fået afdriblet Sebastian Dahm i det danske mål. Men i samme ombæring blev afslutningsvinklen ganske spids, og forsøget gik forbi mål.

Troede danskerne dermed, at de kunne ånde lettet op, så skulle de dog hurtigt vise sig at blive klogere. Få sekunder senere tog Schweiz nemlig føringen, da Nico Hischier gjorde det til 0-1 tæt under mål.

Skudstatistikken sagde på dette tidspunkt af kampen 0-12, så det var ualmindeligt vanskeligt at indvende noget mod den schweiziske føring.

Umiddelbart efter scoringen tog Schweiz dog kampens første udvisning, da Sandro Schmid måtte til afkøling for en interference. Det var dog ikke meget Danmark fik ud af overtalsmuligheden, der mere eller mindre løb du i sandet mod et schweizisk mandskab, der løste box play-disciplinen til perfektion. Danmark kom således ikke frem til en eneste afslutning i power playet.

Det gjorde Oscar Mølgaard til gengæld i periodens sidste minut, da han blev sat op til afslutning tæt under det schweiziske mål. Måske var Mølgaard i virkeligheden for tæt på målet; der var ikke meget tid eller plads at gøre godt med og Mølgaard lykkedes da heller ikke med at få pucken forbi Stephane Charlin i målet. Det var trods alt opløftende med en dansk chance at gå til pause på, men skudstatistikken på 2-13 efter de første 20 minutter talte sit tydelige sprog, om en ganske ensidig periode i schweizisk favør.

Vild og hæsblæsende anden periode

Med tanke på forløbet i åbningsperioden sad man med bange anelser, da Matias Lassen indkasserede Danmarks første udvisning i kampen, kun godt et minut inde i anden periode. De bange anelser skulle dog vise sig at være helt og aldeles ubegrundende.

For stik mod forventningen, så slog Danmark kontra i undertal og her viste 20-årige Oscar Mølgaard sig kold som is, da han fik chance på break away. Alene med Stephane Charlin satte den unge dansker køligt pucken ind fladt langs isen og Danmark havde udlignet til 1-1. En kæmpestor bedrift for den unge dansker, der efter kampen selv havde svært ved helt at huske hvad der skete, idet han beskrev situationen lige efter scoringen som en slags black out. Men han kunne dårligt undgå at bemærke brølet fra Boxen.

For stemningen i Boxen fik sig selvsagt et gevaldigt løft efter den danske udligning, og stemningen så i høj grad ud til at smitte af på de danske spillere, der virkeligt så ud til at have fået blod på tanden.

En schweizisk udvisning efter syv minutter sendte Danmark i power play for anden gang i kampen. Man fornemmede at publikum sad helt ude på kanten af sæderne, alt imens det danske power play sendte et par giftige afslutninger lige forbi de schweiziske opstandere.

Håbet var dog ikke ude, selvom Schweiz blev fuldtallige. Tvært imod, så slog Danmarks Joachim Blichfeld til med en formidabel afslutning fra distancen, efter at han have modtaget en veltimet pasning fra Nick Olsen. Blichfeldt udså sig plads i målhjørnet og afslutningen sad perfekt og udenfor Stephane Charlins rækkevidde. Danmark var pludseligt foran med 2-1 mod Schweiz. Stemningen i Boxen var nu nærmest euforisk.

Kun 16 sekunder efter det danske føringsmål tog Schweiz en udvisning og Danmark kunne altså igen rulle overtalsformationerne ud. Danskerne havde i dén grad Boxen med sig nu, og hjemmeholdet leverede også et stærkt og koncentreret power play, hvor man fik sendt et par gode afslutninger af sted, uden at det desværre kastede mål af sig.

At det danske power play ikke kastede scoringer af sig blev ikke mindre bittert af, at Schweiz i slutningen af anden periode scorede to gange på mindre end tre minutter og dermed tog en føring på 2-3 med ud til den anden periodepause.

Ved scoringen til 2-2 splittede Schweiz den danske defensiv med en giftig tværpasning, som Tyler Moy var over inden Dahm kunne nå forflytningen.

Da Schweiz tog føringen skete det efter et dansk pucktab i midtzonen, som gav Schweiz mulighed for at slå kontra. Den opgave løste Schweiz til perfektion, da Tyler Moy med sin anden scoring på tre minutter passerede Dahm til 2-3.

Skudstatistikken i anden periode vidnede om en kamp med to ansigter, da 9-12 var noget mere jævnbyrdigt og spiseligt end åbningsperiodens 2-13.

Schweiz trak fra og tog sejren

En dansk udvisning til Anders Koch sendte Schweiz i overtal fire minutter inde i tredje periode, og det efterfølgende pres fra alpenationen skulle vise sig umuligt at modstå for danskerne, der nærmest kunne se Schweiz mose pucken i mål. I hvert fald var power play-spillet særdeles tålmodigt og insisterende. Schweiz arbejdede sig tættere og tættere på det danske mål, indtil den perfekte åbne chance viste sig. Her svigtede Damien Riat ikke, da han sikkert eksekverede til 2-4.

I slutfasen satsede Danmark og Sebastian Dahm blev erstattet af en ekstra markspiller, da der resterede små to minutter af tredje periode. Men et halvt minut senere sendte Nico Hischier pucken ned i det tomme mål, og sikrede dermed Schweiz sejren på 2-5.

Alt i alt en hæderlig indsats af de danske løver, der især fik leveret en forrygende start på anden periode. Det er svært ikke at tænke på hvad der kunne være sket, hvis Danmark havde scoret til 3-1 i power play midt i netop anden periode. Men det finder vi af gode grunde aldrig ud af. Til gengæld finder vi på mandag ud af hvordan det går, når danskerne skal prøve kræfter med verdensmestrene fra Tjekkiet.

I Stockholm spillede Frankrig her til aften mod Letland, den kamp vandt Letland med 4-1.


VM 2025: Joachim Blichfeld: Fedt at score mit første hjemmebanemål her i Herning VM 2025: Tyskland havde ingen problemer med Ungarn