Schweiz - Kasakhstan 4-1 (0-1, 1-0, 3-0)
I en ganske jævnbyrdig åbningsperiode, uden den helt store tænding eller intensitet, havde Kasakhstan kampens første og største scoringschance efter ni minutter, da Dinmukhamed Kaiyrzhan brød alene igennem den schweiziske defensiv og kom til afslutning. Men Stephane Charlin afværgede forsøget i det schweiziske mål.
Seks minutter senere måtte den schweiziske keeper dog kapitulere, da Kasakhstan tog en overraskende føring. Stephane Charlin kunne ikke holde fast i pucken efter et forsøg fra distancen, og så var Arkadiy Shestakov først over returen, som tæt under mål blev sendt i kassen til 0-1, som også var stillingen efter de første 20 minutter.
Hvor første periode altså havde været overraskende jævnbyrdig, så skulle anden periode til gengæld vise sig, at blive et stort schweizisk stormløb med Kasakhstans mål.
Godt hjulpet på vej af en tidlig udvisning til Kasakhstan, kun omkring et minut inde i perioden, satte Schweiz sig således fuldstændigt på begivenhederne. Men målmand Maxim Pavlenko leverede både små og store mirakler i Kasakhstans mål, hvor han i øvrigt også havde overliggeren med sig. Men alt i alt en formidabel præstation i målet af Kasakhstans målmand.
Kampen tog til i intensitet efterhånden som anden periode skred frem. Schweiz skruede op for både tempo og fysik, hvilket bl.a. resulterede i, at schweizerne fik tacklet Kasakhstans kaptajn Roman Starchenko helt ud i den schweiziske spillerboks.
Scoringschancerne var også både mange og store til schweizerne. Men de valgte ofte en pasning for meget, og forsøgte nærmest at brodere pucken ind over stregen. Fire sekunder før pausesignalet skulle det dog omsider lykkedes for Schweiz at komme på måltavlen, da de i power play fik udlignet til 1-1 ved Kevin Fiala, der tæt under mål fik scoret med skøjten.
1-1 var dermed stillingen efter en anden periode, hvor Schweiz vandt skudstatistikken med hele 16-4. Det var et meget godt billede på begivenhederne i de midterste 20 minutter.
Tidligt i tredje periode var Kasakhstan faktisk ikke mange centimeter fra at genetablere føringen i power play. Men sensationen udeblev altså og i kampens slutfase måtte Kasakhstan se Schweiz stikke af og sikre sig en solid sejr.
Sven Andrighetto gjorde det til 2-1 i power play, da han skar ind foran mål og rundede Kasakhstans keeper, inden han køligt lagde pucken i mål.
Tre minutter før slutsignalet fik Andres Ambühl alt for meget plads lige midt i slottet. Derfra havde han ingen problemer med at score til 3-1.
Men Damien Riat ville også lege med, da han med en ganske suveræn afslutning scorede ved at sætte staven imellem sine egne ben, hvorefter han vippede pucken op i målhjørnet til 4-1.
I Stockholm tørnede Letland samtidigt sammen med Østrig. Den kamp vandt Østrig med 6-1. Østrig er dermed klar til kvartfinalen for første gang i 31 år.