Norge - Kasakhstan 1-2 (1-0, 0-1, 0-1)
Selvom kampen egentligt startede ganske jævnbyrdigt, så virkede der til at være lidt mere tyngde og determination i de norske angreb fra kampens start.
Et norsk stolpeskud efter fem minutter sendte en form for forvarsel til kasakherne om hvad der kunne være i vente, og der gik da heller ikke en gang et minut efter stolpeskuddet, før Norge havde taget kampens føring.
Efter et tungt pres og tre afslutninger indenfor et kort interval kunne Kasakhstan til sidst ikke længere modstå presset, da Johannes Johannesen var først over en returpuck, der sikkert blev sendt ind bag Maxim Pavlenko til 1-0.
Bort set fra ved åbningsperiodens enlige scoring, så var der størst bifald at høste i Boxen, da Norges Petter Vesterheim blev tacklet ud over banden, og efterfølgende landede ude i den kasakhstanske spillerboks.
Kasakhstan kunne dog andet end at tackle igennem. Faktisk leverede de en ganske glimrende start på anden periode, hvor de generelt lå længere fremme på isen end i åbningsperioden.
Den offensive indstilling kastede et overtal af sig fire minutter inde i perioden, og her demonstrerede Kasakhstan hvordan et meget tålmodigt og roligt power play spil skal gribes an. Overtallet gav således pote, da Roman Starchenko afsluttede et fint gennemspillet overtal og udlignede til 1-1.
I en ganske livlig og underholdende periode forsøgte Norge at genvinde kontrol med begivenhederne omkring anden periodes halvvejsmærke, og det blev da også til et par fine norske muligheder til Jacob Berglund og Andreas Martinsen. Men Maxim Pavlenko viste storspil i Kasakhstans mål.
I modsatte ende tegnede Kirill Savitskiy sig for Kasakhstans måske bedste chance hen mod anden periodes slutning.
Trods fem udvisninger i kampens sidste periode, så faldt afgørelsen i spil fem mod fem, da Kasakhstan 12 minutter inde i tredje periode tog føringen. Målet kom efter en omstilling og et efterfølgende pres mod det norske mål, hvor Vladimir Volkov, med en følt afslutning, kunne sikre Kasakhstan sejren.
En udvisning til Kasakhstan tre minutter før slutsignalet gav dog Norge en sidste gylden mulighed for at udligne. Her satsede Norge og spillede seks mod fire fra da der resterede 2:44 af opgøret. Men trods en timeout et minuts tid senere, så lykkedes det ikke for nordmændene at få udlignet.
I Stockholm mødte Slovenien samtidigt Canada, den kamp vandt Canada med 4-0.