Efter Danmarks kamp mod USA fik metalligaen.dk sig en snak med den rutinerede Herning-dreng Morten Poulsen, der for første gang kunne løbe på isen til et VM i sin fødeby Herning. Om den oplevelse fortæller Morten Poulsen:

- Det var en helt fantastisk oplevelse og jeg nød hvert et sekund derude. Specielt i starten, hvor vi løb ind på isen, og hvor jeg kunne suge alle indtrykkene til mig. Det var en kæmpestor oplevelse, men desværre ikke den helt fantastiske oplevelse, som jeg kunne have håbet på. Jeg ville selvfølgelig gerne have sunget nationalsangen derinde, efter at have taget en sejr. Men sådan skulle det ikke gå i dag.

Den rutinerede Herning-spiller uddyber herefter:

- Jeg tager det som en todelt oplevelse i dag. For der er ingen tvivl om, at selve oplevelsen er kæmpestor. Men præstationen var desværre lidt noget andet. Man skal huske med alderen, og med al den tid og alle de kræfter man ligger i det, at nyde den slags øjeblikke og suge det hele ind. Og det synes jeg at jeg gjorde. Jeg kender selvfølgelig rigtigt mange her i området og jeg har snakket med så mange mennesker der har sagt, at de skulle ind og se os spille. Så at jeg nu står i det, det er fantastisk. Men jeg står og er frustreret over, at vi ikke formår at gøre kampen tættere, for jeg synes at vi har mulighederne til det derude.

Poulsen er heller ikke sen til at anerkende dagens modstander, i det han tilføjer:

- Vi spiller mod en god modstander og vi kommer selvfølgelig under pres til tider. I den anden ende mangler vi noget kynisme til at smide en puck eller to i mål. Var det sket, så tror jeg at det var blevet en anden kamp.

Apropos kampforløbet, så lyder vurderingen fra Morten Poulsen:

- Jeg synes at første periode er vores bedste. Vi holder dem nede på forholdsvist få chancer. I modsatte ende skal man som underdog til gengæld kende sin besøgstid, og det gjorde vi desværre ikke i dag. Vi er simpelthen nødt til at score på vores chancer på det her niveau.

- Vi gør det ikke nemt for os selv i anden periode, og når man tager udvisninger mod et hold som USA, så ved vi at de har skarpheden til at udnytte det, så det skal vi selvfølgelig helst undgå.

Adspurgt om hvad der blev snakket om i omklædningsrummet efter anden periode, hvor Danmark var på hælene og blev presset ret hårdt af amerikanerne svarer Poulsen:

- Jamen vi snakker bl.a. om, at vi stadig tror på det, og at vi skal komme ud og forsøge at sætte en hurtig puck ind i starten af tredje periode. Gør vi det, så lever kampen jo igen og så er jeg også sikker på, at vi ville få Boxen med os, hvilket igen ville give mere energi og tro på tingene.

Men ærgrelsen over resultatet er stadig tydelig hos Herning-spilleren, der samtidigt kigger frem mod morgendagens kamp:

- Det kan måske godt lyde lidt grådigt, men mere vil have mere og jeg vil gerne være med til at levere nogle store resultater med holdet. Så det fylder en del, at jeg er frustreret og skuffet over resultatet og præstationen. Men det er en lang turnering og vi har heldigvis muligheden for at hente en sejr allerede i morgen. Jeg er sikker på, at vi har meget at se frem til. Vi er jo kun lige startet.

Poulsen mener også, at der er ting fra aftenens kamp, der kan tages med til opgøret mod Schweiz i morgen:

- Jeg synes generelt, at vi er gode til at få lagt pucken de rigtige steder i dag, vi skøjter og arbejder også godt, men vi skal blive bedre til at sætte vores modstander under pres.

Spurgt lidt ind til karrierens højdepunkter og fremtidsudsigterne lyder det med et skævt smil fra Morten Poulsen:

- Jeg synes godt at man kan sige, at det er en form for kulmination på min karriere. Og når jeg en gang om mange år stopper med at spille ishockey, så vil det her selvfølgelig også være en turnering, som jeg vil tænke tilbage på med stor glæde og stolthed. Men først og fremmest, så er det jo selvfølgelig de store resultater jeg vil huske, og dem håber jeg at vi kan få leveret nogle af her i turneringen.


VM 2025: Overbevisende amerikansk sejr over Danmark SE BILLEDERNE: Forrygende fanwalk mod Boxen