Tyskland - Danmark 1-2 (0-0, 1-0, 0-1, 0-0, 0-1) GWS
Tirsdag aften bragede Tyskland og Danmark sammen i en kamp, der skulle afgøre hvilket af de to hold, der skulle videre til kvartfinalerne. Til aftenens opgør sad Mathias Seldrup, Daniel Baastrup, David Madsen, Felix Scheel og Nicolai Meyer over for Danmark, der til gengæld havde fået en gedigen forstærkning fløjet ind fra Winnipeg i NHL. Der var naturligvis tale om Nikolaj Ehlers, der gled direkte ind i den danske førstekæde med Nicklas Jensen og Patrick Russell. Målmandsduellen stod mellem Philipp Grubauer og Frederik Dichow.
Fin dansk start
Danskerne kom ud til opgøret med et ganske offensivt mindset, og det var da også Danmark, der tegnede sig for klart flest afslutninger i første periode. En af disse stod Alexander True for, da han efter to minutter fik testet Philipp Grubauer i det tyske mål første gang.
En tysk udvisning sendte Danmark i overtal for første gang otte minutter inde i åbningsperioden. Her viste VM-værterne glimrende overtalsspil, hvor både Oscar Mølgaard og Nikolaj Ehlers bød ind med kvalificerede danske afslutninger, uden at der dog blev prikket hul på den tyske keeper.
Fem minutter efter den tyske udvisning var det nu tyskerne, der fik muligheden for at rulle overtalsformationerne ud, da Joachim Blichfeld måtte til afkøling i et par minutter for en høj stav. Men det danske box play løste opgaven rigtigt fint, og tyskerne blev i store træk holdt fra fadet.
Den største danske mulighed i første periode stod Nick Olesen for, da han efter 17 minutter pludseligt fik foræret en gratis chance lige foran det tyske mål. Men desværre for Danmark, så kom Philipp Grubauer i vejen for afslutningen fra Olesen. Dermed fortsat 0-0 på måltavlen efter de første 20 minutter.
Tyskland fik momentum og tog føringen
Tidligt i anden periode gav tyskernes Tim Stützle Danmark en ny overtalsmulighed, da han indkasserede en udvisning for charging. Danskerne viste efterfølgende solidt og tålmodigt overtalsspil, uden dog at få skabt den afgørende åbning der skulle til, for at få scoret.
Kampens hidtil største chance tegnede tyskerne sig for i anden periodes 8. minut, men tæt under mål lykkedes det på en eller anden måde tyskerne at få sendt pucken over et ellers halvtomt dansk mål. Den tyske chance bekræftede indtrykket af, at tyskerne nu i højere grad end i første periode nærmede sig det danske mål.
En dansk udvisning til Nicholas B. Jensen omkring periodens halvvejsmærke gav tyskerne mere blod på tanden, og de leverede da også efterfølgende et stærkt power play. Men Dichow tog godt fra i det danske mål.
Men sammenlignet med første periode, så var tyskerne kommet meget bedre med rent spillemæssigt. De havde momentum og fik nu også skabt flere målchancer. Så baseret på spil og chancer, så var det sådan set ikke en helt uventet udvikling, at tyskerne tog føringen i anden periodes sidste minut. Der var masser af trafik foran det danske mål og det udnyttede Korbinian Geibel til, lidt heldigt og via stolpen, at sende pucken forbi Dichow til 1-0.
Med få sekunder tilbage af anden periode fik tyskerne en stor chance, da de slog kontra og kom af sted i en tre mod en-situation. Men Markus Lauridsen viste fornemt forsvarsspil, læste spillet godt og ofrede sig. Derved fik han på fornem vis forhindret yderligere en stor tysk målchance.
Ehlers udlignede og fremtvang overtid
Fra starten af tredje periode var Danmark igen rykket længere frem på isen. Danskerne fik da også skabt et par fine chancer fra starten af perioden, hvor Joachim Blichfeldt var tæt på med en baghåndsafslutning, der dog desværre gik i sidenettet.
Præcist midtvejs i tredje periode fik Nikolaj Ehlers næsten taget i Boxen til at lette. Danmark lagde her en puck fra egen banehalvdel dybt ned i tyskernes zone. Ehlers spurtede ganske enkelt fra den tyske defensiv, og kunne derved drage fordel af hybrid icing-reglen. Pucken sprang ud fra endebanden og Ehlers tøvede ikke en tøddel, da han resolut smækkede en frist-timer op i nettaget bag Grubauer til stillingen 1-1.
Nicklas Jensen havde et rigtigt godt tilbud tre minutter før slutsignalet, da han fik bladet på tæt under mål. Men desværre for danskerne, så strøg pucken lige forbi det tyske mål. Der faldt ikke flere scoringer i løbet af de 60 minutter og kampen gik dermed i overtid.
I overtiden havde både Nikolaj Ehlers og Oscar Mølgaard fine muligheder, mens Frederik Dichow hev en stor redning op af hatten på tyskernes Justin Schutz i modsatte ende.
Dramaet fortsatte dermed, da kampen skulle afgøres på straffeslag. Her tog Frederik Dichow sig af fire tyske forsøg i træk, mens både Nick Olesen og Joachim Blichfeld var iskolde, da de scorede for Danmark. Især bør Nick Olesens mål fremhæves, da han lavede en ”Peter Forsberg anno 1994” på Philipp Grubauer, der blev afdriblet fuldstændigt, inden pucken stille og roligt blev lagt fladt ind i målet.
I Stockholm var der samtidigt stormøde mellem Sverige og Canada. Den kamp vandt Canada med 5-3. Canada bliver dermed Danmarks modstander i kvartfinalen.