USA - Schweiz 0-3 (0-2, 0-0, 0-1)
To af de hold, der er kommet bedst fra land i gruppe B i Herning, tørnede sammen mandag eftermiddag i Boxen, da USA og Schweiz bød hinanden op til dans. Schweiz havde forud for kampen fået tilføjet en markant forstærkning, idet de havde fået indskrevet Kevin Fiala fra Los Angeles Kings (NHL) i truppen.
En livlig og velspillet åbningsperiode talte ikke mange åbne målchancer i de indledende ti minutter, hvor det dog var amerikanerne, der talte flest afslutninger. Men selvom USA afsluttede mest, så var det faktisk Schweiz der var tættest på at tage føringen, da nytilkomne Kevin Fiala sendte et skud rent på stolpen bag Joey Daccord.
Amerikanerne havde dermed fået et forvarsel og Schweiz kørte herfra ganske hårdt på. I det efterfølgende minut gav anstrengelserne pote, da Schweiz tog føringen. Ude fra flanken blev en løs puck sendt mod mål, og den ramte en stav undervejs og snød derfor Daccord i det amerikanske mål. Tæt under mål dukkede Damien Riat op og udviste fremragende hand eye-coordination, da han flot battede pucken i mål. Schweiz var dermed foran med 0-1.
Tre minutter senere var Kevin Fiala igen på spil for schweizerne, da han satte fart inde i amerikanernes zone, inden han overlod pucken til Jonas Siegenthaler, der sendte en kontrolleret afslutning ind bag Daccord. Dermed 0-2 på tavlen efter 16 minutter.
Schweiz havde momentum fra begyndelsen af anden periode, hvor det også blev til et par fine muligheder, uden at alpenationen fandt vej til netmaskerne. Amerikanerne havde også muligheder efterhånden som perioden skred frem, men trods en udvisning til hvert mandskab i periodens sidste halvdel, så forløb anden periode uden scoringer.
Selvom amerikanerne var tvunget frem over isen i tredje periode, så var Schweiz faktisk tættere på 1-3, end amerikanerne var på en udligning.
Især var kampens store oplevelse, Kevin Fiala, en evig kilde til uro i amerikanernes zone og omkring Joey Daccords mål. Sikke en spiller Schweiz der har fået tilført. Han var en fornøjelse at følge denne mandag eftermiddag.
USA formåede at få flyttet spillet lidt længere frem på banen efterhånden som tredje periode skred frem, men lige lidt hjalp det amerikanerne, der otte minutter før slutsignalet kunne se Dean Kukan afgøre kampen. Et skud fra udkanten af slottet ramte en amerikaner undervejs og strøg i mål.
Dermed 0-3 efter 60 ganske underholdende minutters ishockey. Det synes de feststemte schweiziske fans at være særdeles godt tilfredse med.
I Stockholm mødte Østrig samtidigt Slovakiet, den kamp vandt Østrig efter en straffeslagsafgørelse.