VM 2025 i Herning blev i den grad skudt i gang med manér, da åbningskampen var en gentagelse af selveste VM-finalen fra i fjor, hvor tjekkerne sikrede sig verdensmesterskabet efter en sejr over netop Schweiz. Dagens revancheopgør skulle vise sig at blive både forrygende og medrivende.

Schweiz-Tjekkiet 4-5 (2-1, 0-2, 2-1, 0-1) OT

I dagens åbningskamp startede Schweiz som lyn og torden. Alpenationen tog således føringen efter kun halvandet minut. Christian Marti tog chancen med en høj afslutning ude fra flanken, hvor han fra en meget spids vinkel lykkedes med at sende pucken i kassen. Skuddet snød den tjekkiske keeper Karel Vejmelka fuldstændigt, faktisk nåede han ikke at reagere, får pucken susede ind i netmaskerne bag ham.

De fleste i Boxen troede, at Schweiz fordoblede den føring fire minutter senere. Efter en fornem detalje viste Schweizerne igen, at en spids vinkel ikke er nogen hindring for at score, denne gang foregik det blot tæt under mål. Men efter en videogennemgang at situationen annullerede dommerne scoringen for offside.

Det virkede som om tjekkerne havde brug for en form for wakeupcall, da Schweiz virkeligt lagde hårdt ud. Måske et annulleret schweizisk mål lige var hvad tjekkerne havde brug for. I hvert fald kom verdensmestrene langt bedre med i kampen efter det annullerede mål.

Superstjernen David Pastrnak fik en gylden mulighed for at udligne efter 17 minutter, da tjekkerne fik tilkendt et straffeslag. Men desværre for tjekkerne, så brændte han den store mulighed.

Få øjeblikke efter det brændte straffeslag blev ondt værre for Tjekkiet, da Schweiz fordoblede føringen. Damien Riat var først over en retur fra Karel Vejmelka og Schweiz var dermed oppe med 2-0.

I periodens slutfase fik Tjekkerne en gylden mulighed, da Schweiz tog et par udvisninger. I spillet fem mod tre tog det kun tjekkerne ni sekunder, at vise hvordan man excellerer i den disciplin, da pucken efter et par hurtige pasninger endte hos Matej Stransky, der resolut sendte skiven i kassen til 2-1, blot 19 sekunder før pausesignalet.

Spillet bølgede frem og tilbage og kampen balancerede på en knivsæg indtil Tjekkiet udlignede seks minutter inde i anden periode. Igen viste det sig vigtigt at være først over en returpuck, da Filip Zadina bragte balance i regnskabet.

Udligningen gav tjekkerne yderligere et rygstød og verdensmestrene havde nu kampens klare momentum. Efter en jævnbyrdig åbningsperiode, så sagde skudstatistikken for anden periode hele 15-3 i tjekkisk favør. Derfor var det heller ikke ufortjent, at Filip Pyrochta kunne sikre Tjekkiet føringen efter 36 minutter.

En sen tjekkisk udvisning i anden periodes døende sekunder sendte Schweiz i overtal fra starten af tredje periode. Det var lige hvad schweizerne havde brug for, da de spillede det tjekkiske boxplay tyndt, inden Sandro Schmid udlignede til 3-3.

Otte minutter senere tog Schweiz tilmed føringen, da rutinerede Sven Andrighetto umiddelbart efter en faceoff gik på mål og sendte et håndledssvirp højt op i målet til 4-3.

Tjekkerne nægtede dog at strække våben og i power play lykkedes det for verdensmestrene at sende kampen ud i overtid, da Lukas Sedlak fulgte op tæt under mål og gjorde det til 4-4.

Præcist halvvejs igennem overtidens fem minutter blev Roman Cervenka dagens helt for Tjekkiet, da han fra en position midt i slottet fandt plads udenfor den schweiziske keepers rækkevidde og afgjorde kampen med sin scoring til 4-5.

Sikke en kamp!

I Stockholm dystede Østrig samtidigt mod Finland. Det opgør vandt Finland med 2-1.


SE BILLEDERNE: Forrygende fanwalk mod Boxen Vm 2025: Så går det løs: Bagom Danmarks VM-muligheder