Johan Lundgren skifter fra Kristianstads IK

Rødovre Mighty Bulls kan byde velkommen til den svenske forward Johan Lundgren, der skifter til klubben på en 1-årig kontrakt.

26-årige Lundgren har spillet de seneste tre sæsoner for Kristianstads IK, som de to seneste sæsoner har spillet i HockeyAllsvenskan og første år spillede i HockeyEttan. Opholdet var kort afbrudt af udlejning til Rögle BK i SHL.

Som ungdomsspiller spillede Lundgren i Helsingborg og senere i Jonstorps IF, inden turen gik til den stærke hockeyskole i Rögle. Her spillede han i fire sæsoner fra U18 til U20 – og nåede også debut på Rögles førstehold -, inden han tog til den amerikanske juniorliga NAHL og en sæson i Texas. Efter en sæson i henholdsvis Helsingborg og Kallinge/Ronneby i Hockeyettan gik turen så til Kristianstads IK.

De seneste tre sæsoner har han fungeret som assisterende kaptajn på Kristianstad-holdet og han har ligeledes haft kaptajn-roller i ungdomsårene.

Cheftræner Thor Dresler om holdets nye forward:

- Johan er en spiller, der altid sætter holdet først og løser de opgaver han får med stor seriøsitet og autoritet, ligesom han forventer, at hans holdkammerater også sætter en ære i, at holdets succes går før individets. Derudover har Johan også nogle offensive styrker, så han kan hjælpe os på mange måder.

- Hans personlighed er også i top, og vores referencer siger, at han udover at bidrage på isen, også er en type, som kan bidrage med at lære fra sig til vores unge spillere. Særligt vigtigheden af at gøre de små ting rigtigt, hver dag, såvel på som udenfor isen.

- Vi glæder os meget til, at Johan kommer til Rødovre og bliver en del af holdet, lyder det fra Dresler.

Lundgren får nummer 54 på ryggen.


24-årige svensk back fra norsk hockey til Esbjerg Drugge og Hansson forstærker Hernings defensiv