SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls 7-0 (3-0, 3-0, 1-0) SønderjyskE tog fredag aften imod et decimeret Rødovre-hold. Tyrene har holdt et tidligt ophørsudsalg, og det bar holdopstillingen præg af i en kamp, der var en must-win for værterne, der har hårdt brug for pointene i kampen om at undgå ottendepladsen.
Det blev en lidt rodet start på matchen. En stor chance til William Pelletier røg forbi mål og Adamsen kunne ånde lettet op. Rødovre forsvarede sig dygtigt periodens første halvdel, hvor heller ikke et sønderjysk power play kastede noget af sig. Godt midtvejs i perioden fik sønderjyderne så smidt føringen i kassen.
En perfekt pasning fra Rasmus Lyø sendte Mathias Borring alene afsted. Den lynhurtige forward afdriblede fornemt Adamsen og scorede iskoldt til 1-0.
Det fik skubbet mere gang i hjemmeholdet der skabte endnu en stor chance til Pelletier, men atter engang forbi mål. William Boysen røg i straffeboksen med små tre minutter til pause. Gæsternes bedste mulighed for at slå tilbage og Rubenach viste prøver på talentet, uden det dog blev til de store chancer.
I stedet slog hjemmeholdet kontra netop som udvisningen var ved at løbe ud.
Mathias Borring for anden gang denne aften alene med Adamsen og for anden gang rundede han keeperen og smed gummiskiven ind bag den store goalie. Flot detalje. 2-0 og bare tredive sekunder senere, var der atter gevinst for værterne.
David Madsen med en styring på oplæg fra Oskar Drugge. Rødovres boks kiggede video længe, for at se, om der var en offside tidligere i opspillet fra sønderjyderne. Den mente de at finde, men Olaf Eller & Co var for sent ude, så challenge-tiden var udløbet.
Målet stod ved magt og en tydeligt frustreret Olaf Eller brugte flere minutter af pausen på at diskutere med hoveddommerne. SønderjyskE skiftede keeper i pausen, hvor Pettersson med de mange minutters istid kunne hvile stængerne lidt og lade Tobias Vilykke tage over.
Han blev testet et par gange i starten af perioden, men fik afværget forsøgene fra udeholdet. Hjemmeholdet kørte ikke vildt hårdt på, men det var mere end nok til at skabe en del muligheder.
En af disse blev udnyttet af Joseph Jonsson. Det var egentlig en pasning på tværs, men den ramte en Rødovre-skøjte og kurede i mål. Da var der spillet knapt seks minutter og bare halvandet minuts tid senere, slog SønderjyskE atter til. David Madsen med en flot aktion, hvor han selv erobrede pucken, tog den direkte vej mod mål og så smed han ellers skiven sikkert ind.
Olaf Eller tog Time Out og skiftede keeper. Ind kom William Rørth, mens Adamsen skøjtede ud og lignede en, der mente, han ikke havde fået den fornødne hjælp af sin defensiv. Rørth nåede dårligt på plads mellem stængerne, før værterne slog til for sjette gang.
Elias Borup med muligheden for selv at skyde, men viste overblik og fandt en helt fri Mathias Borring, der fuldbyrdede sit hat-trick. Trods en stor føring, når der have været panderynker hos hjemmeholdets træner duo.
Efter Aalborg-kampen proklamerede Casper Stockfisch fokus på overtals-spillet, men det var ikke nemt at se i aften. Holdet fra grænselandet var faktisk bedre i fem mod fem end fem mod fire, og derfor kom der heller ikke mere udslag på måltavlen, trods et par power play i periodens sidste halvdel. Tredje periode blev knapt så målrig og intensiteten ebbede ud.
Endelig lykkedes hjemmeholdet dog med en scoring i overtal. Fem mod tre svingede Nikolaj Krag hammeren og smed aftenens sidste scoring ind bag Rørth. 7-0 og så var der kun en smule dramatik, der skulle overståes, da en cheftræner Olaf Eller tilsyneladende smed to tuscher på isen.
Værternes Daniel Kønig snublede i den ene under et power play. Og dommeren tog en snak med Rødovres bænk, men mere kom der ikke ud af det og det gjorde der heller ikke, da Sebastian Bergholt skældte ud på både hoved- og linjedommer med få minutter igen på klokken.
7-0-sejr til et SønderjyskE-hold, der ikke delte Valentines-gaver ud i aften. Mathias Borrings one-man show var aftenens store oplevelse. Teknik og hurtighed på højt plan på en fredag aften i det sønderjyske.