Ny struktur i den største europæiske klubturnering

Der bliver skåret i antallet af hold i Champions Hockey League i den kommende sæson, og det betyder, at Danmarks faste plads ikke mere er sikker.

Siden CHL begyndte har den danske mester været sikker på deltagelse, og Danmark har en enkelt gang haft to hold med, eftersom SønderjyskE som Continental Cup-mester har spillet sig til en billet en enkelt sæson.

De seneste sæsoner har CHL været spillet med 32 hold, men skæres nu ned til 24 hold og det er kun holdene fra de seks "shareholder leagues", der er garanteret deltagelse sammen med den forsvarende CHL-mester.

Det vil sige, at Sverige, Finland, Tjekkiet, Tyskland, Schweiz og IceHL (Østrig/Italien) alle får tre hold med i CHL, der dermed kommer op på 19 af 24 pladser.

De fem sidste pladser går til de såkaldte Challenger Leagues, hvor Danmark er en af dem. 

Der er dog stor sandsynlighed for, at Metal Ligaen bliver inviteret. For øjeblikket er den danske liga nummer 10 på CHL's interne liste og er dermed "indenfor rammen" i forhold til de fem wildcard-pladser, der bliver uddelt til CHL 2023/24.

Når Champions Hockey League går i gang i den kommende sæson bliver det med én stor og samlet tabel på 24 hold. De deles op i fire "styrkelag" og hvert hold møder en modstander fra de andre styrkelag to gange. I alt seks kampe til alle 24 hold i grundspillet.

16 hold går videre til ottendedelsfinalerne, der spilles som i den nuværende turnering efter hjemme/ude-modellen. 

 


David Karlström stopper i Odense Bulldogs HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herlev-Rødovre