Ørnene fik vigtige point og holdt foreløbig bundholdene lidt på afstand

Herlev Eagles – Odense Bulldogs 3-2 (1-1, 1-0, 1-1) 

Aftenens opgør i Spar Nord Arena mellem Herlev og Odense, var for det meste en opgave for hjemmeholdet der kunne nærme sig midten af tabellen og dermed slippe lidt af med de nuværende bundhold, der er begyndt deres march mod slutspillet. Omvendt vil et nederlag sende ørnene i armene på bundstriden. Gæsterne fra Odense arbejder på at holde fast i top 4, men det skulle vise sig, at aftenen ikke bød på flere fynske point. 

En friløber til Luis Blak Olsen efter en fem minutters tid burde have bragt en scoring til Herlev. Kort efter kampens første udvisning, der gik til hjemmeholdet, der måtte knokle for at holde Odense fra fadet, og det der kom på kassen, blev afværget af Erik Hanses inden hjemmeholdet blev fuldtallige igen.

Odense sad på det meste af spillet, men det var Herlev der havde de største muligheder, indtil gæsterne efter ti minutter igen kom i overtal. For anden gang en tam version fra Odenses powerplay, der virkede uinspireret og forestillingen fortsatte igen fem mod fem.

Oliver True der kom til Herlev fra Odense i denne sæson, havde et par hvasse afslutninger på Mitch Gillam der måtte hive lidt ekstra frem for at lukke af. Men åbningskassen kunne han ikke forhindre da Oskar Just Petersen fra distancen sendte pucken på mål, og måske med lidt hjælp fra en Odense spiller i mål og Herlev-føring. Det var den unge backs første Metal Liga-scoring. 

Gæsternes første udvisning kom med et par minutter til pause og et halvt minut efter endnu en og dermed fem mod tre for hjemmeholdet. Sjusk i Herlevs opspil fik dog bragt Odense på tavlen. Det var Kimi Koivisto, der stjal pucken og i to forsøg listede pucken i mål. Ikke mere action og holdende kunne gå til pause helt lige 1-1.

Anden periode var uden den store nerve, og fire minutter gammel en udvisning til hjemmeholdet. Odense havde lidt bedre fat denne gang, og det samme var Herlevs boxplay, der afværgende alle tilnærmelser. Kort efter en udvisning til gæsterne med samme resultat. Fantasiløst og stillestående spil gav ingen kvalificerede afslutninger.

Med godt seks minutter til anden pause blev dødvandet brudt, og hvem andre end Oliver True kunne score fra mållinjen, da han fulgte op på en retur og satte Herlevs anden scoring. Målet virkede opkvikkende på Odense, der accelererede spillet for en udligning, men kort efter fik Herlev igen sat spillet op i Odenses zone hvor det mest af alt mindede om et skydetelt, hvor alle forsøg dog prellede af på Mitch Gillams benskinner.

Med to minutter tilbage af perioden bed gæsterne sig fast i Herlev zone med flere nærgående afslutninger inden hornet lød for anden periode.

Tredje periode viste hjemmeholdet med størst vilje til sejr. De investerede lige de marginaler mere end gæsterne, og da Odense efter godt tre minutter trak en badebillet til Mathias Mølgaard, var hjemmeholdet ikke sene til at udnytte overtallet til at lukke kampen. Det var Philip Rafnsson, der satte holdets tredje pind og man troede den var hjemme blandt de fleste af blot 286 tilskuere i Herlev. 

En klumpspilsafslutning til gæsterne bragte fornyet spænding i kampen. Det var Radim Piroutek, der blev krediteret målet til 2-3 for Odense. Der resterede små ti minutter, så tid var der masser af for gæsterne hvis de ville have point med hjem.

Tom kasse fra Odense og seks markspillere de sidste halvandet minut var det sidste håb om point, men Herlev stod sikkert og tog alle tre point til stor jubel for de fleste fremmødte.


GOALSHOW: Se målene fra Herlev-Odense Esbjerg vandt tæt og underholdende affære i overtid