Det var helt tæt da de to tophold tørnede sammen i Aalborg

Aalborg Pirates-Herning Blue Fox 1-2 (1-0,0-0,0-1) 0-1 Sparekassen Danmark dannede en flot kullise for en kamp, som begyndte ganske som man kunne have forventede, med masser af tempo, fysisk og intensitet. Allerede ved første spilstop var der en infight mellem de to hold, og det forsatte hele perioden, hvor gæsterne forsøgte at sætte sig fysisk på kampen, mens Aalborg Pirates prøvede at udnytte deres fart.

Den kamp vandt hjemmeholdet i første periode, og fik det største overtag i perioden. Dog manglede de sidste skarphed foran en velspillende Mac Carruth, og i stedet var Frederik Brændgaard tæt på at score på en friløber, men George Sørensen leverede en stor redning til at holde kampen målløs efter de første seks minutter.

To minutter senere kom de nordjyske værter endelig og fuldt fortjent foran, da Tor Ulrik Rasmusen hamrede Aalborg Pirates i front. Patrick Bjorkstrand fandt den unge angriber i fremdrift, som tog sigte, og hamrede pucken direkte op i det nærmeste målhjørne bag Mac Carruth.

Aalborg forsatte presset, og i flere omgange var Calder Brooks og Matt Salhany tæt på at kombinerer sig til en ny scoring, men Carruth kom i vejen for en tomålsføring til Pirates efter første periode.
Udvisninger kostede Pirates dyrt til sidst

Anden periode blev lidt mere lige og mere chancefattig end i første, mens intensiteten og fysikken tog over. De midtjyske gæster fik bedre fat i Aalborgs fart og kunne i flere omgange slå kontra, men George Sørensen lavede flere flotte redninger med masser af folk foran mål.

Især havde gæsterne stor succes med deres indspil mod mål, og de fik ofte puckene ind omkring George Sørensens mål, med spillere som gik direkte på mål, mens tredjemanden jagtede den løse puck i det efterfølgende.

Aalborg var dog ikke uden chancer i perioden, og Magnus Boesen var tæt på at gøre det til 2-0 halvvejs inde i kampen, men afslutningen manglede den sidste fart for at udplacere Mac Carruth.

Aalborg fik med seks minutter igen en udvisning, men med en flot defensiv indsats af nordjydernes undertalsspil var det Pierre-Olivier Morin, som kom frem til de eneste store chancer i powerplayet. Dog fik Morin ikke pucken sendt ind i nettet, og dermed sluttede perioden som den startede, med en føring på 1-0 til Aalborg Pirates.

Tredje periode blev langt mere taktisk og det var ikke meget de to hold fik skabt før de sidste fem minutter af kampen. Aalborg jagtede kontrachancer og stod godt defensivt, mens Herning var mest på pucken, men ikke rigtig kunne få pucken igennem Aalborgs blokader.

Kampens afgørende situation skete med fire minutter igen, da Morin lidt klodset fik en to minutters udvisning for slashing i offensiv zone, hvilket gav Herning muligheden for endeligt at få pucken ind mod George Sørensen. En mission som lykkedes efter halvandet minut, da Andris Dzerins sendte en puck ind foran, hvor Cameron Brown kunne styre pucken forbi en chanceløs George Sørensen med blot to minutter igen af kampen.

En kold spand vand i hovedet på nordjyderne, som solgte sig selv dyrt. Derfor var det en ekstra hård skæbne, da Calder Brooks med 16 sekunder igen blev sendt i bad for en slashing i hovedet på en Herning spiller. En dumhed som betød at Herning startede overtiden i et langt overtal.

I overtallet skulle Herning bruge halvandet minut for at finde vejen til netmaskerne, da Santeri Suistio hamrede en puck via Bo Hanson ind bag George Sørensen til kæmpe jubel hos de mange tilrejsende Herning fans. Med sejren øger Herning Blue Fox forspringet til Aalborg Pirates til to point i Metal Ligaen. 


Fynsk fredags-triumf i Vojens Kold dukkert til Rødovre