Odense-målmanden fra den forgangne sæson vil gerne tilbage til Europa, men lige nu står alt hen i det uvisse, siger han

Det var en vild afslutning på sæsonen, lyder det fra Odense-målmand Evan Cowley, der for længst er rejst hjem over Atlanten som de fleste andre nordamerikanske imports herhjemme.

- Jeg skulle skynde mig at ændre mine fly og forlade Odense hurtigere end forventet efter Trump igangsatte indrejseforbud fra Europa. Det lykkedes mig at undgå det vildeste pres i lufthavnene, men alligevel var det en svær rejse hjemad, lyder det fra Evan Cowley.

Da han forlod Danmark, sagde han pænt farvel til Odense på en Instagram-post, som flere steder blev fortolket som et definitivt farvel til Bulldogs.

- Den Instagram-post… Det var en klassisk helt almindelig hilsen som man ser fra mange ishockeyspillere – eller atleter generelt – når sæsonen er ovre. Det blev fortolket som et "farewell" til Odense mange steder, men det var nu ikke intentionen. Min fremtid, ligesom mange andre spilleres, holds og ligaers, er usikker på grund af sundhedskrisen. Det er fuldstændig umuligt at levere et gældende statement indtil tingene bliver mere klare. Jeg har store ambitioner, men lige nu må vi alle vente og se, hvad der sker, siger Evan Cowley.

- Jeg vil meget gerne tilbage til Europa for at spille ishockey der i resten af min karriere. Men lige nu må jeg som alle andre være tålmodig. Danmark vil altid være et specielt sted for mig, og jeg vil gerne vende tilbage til landet på et eller andet tidspunkt inden længe, lyder det fra Cowley.

Hvordan ser du tilbage på sæsonen i Odense?

- Vi begyndte godt, og både holdet og jeg fik leveret en god start. Derefter ramte vi en periode, hvor vi tabte, næsten uanset hvordan vi gik ind til kampen. Vi kunne bare ikke finde en vej til at vinde, og det var frustrerende. Vi tabte mange tætte kampe og fornemmede på den måde, at vi ikke var langt fra de andre hold.

- Så kom Marc (Lefebvre) ind, og når der kommer en ny træner, tager det tid at justere til nye systemer og spillerne har brug for tid til at finde nye roller. Marc gjorde et godt job med at sætte tingene op, og det viste sig efter årsskiftet, hvor vi begyndte at vinde kampe, forklarer Evan Cowley.

Hvad var forskellen på at arbejde under Marc Lefebvre og Pelle Svensson?

- Jeg nød at arbejde under dem begge og havde et godt forhold til både Pelle og Marc. Begge har et godt ishockeyhoved og en måde at kommunikere på, som passer til moderne ishockey. Pelle talte med om ”the feel and flow” i spillet og spillede ishockey, som han var opdraget til i Sverige. Marc bragte lidt mere struktur ind og satte holdet til at spille mere nordamerikansk. Vores unge spillere var gode til at lære hans stil, betoner Evan Cowley.

Selv nød målmanden at være i Odense, som han kalder en dejlig by.

- For mig var det godt at spille så mange minutter, som det var tilfældet, og jeg fik mulighed for at tage imod masser af skud. Begge ting gjorde mit spil bedre og jeg fornemmer, at jeg blev skarpere i løbet af sæsonen, siger Cowley.

En halv sæson i Gdansk i Polen sidste sæson og derefter en sæson i Odense. Giv til sidst en sammenligning af de to steder at spille.

- Jeg nød også at være i Gdansk, og det er svært at sammenligne de to ligaer. Men der er stigende passion for hockeyen både i Polen og Danmark, selv om det ikke er den primære sport. Begge ligaer mangler lidt for at ramme topligaerne i Europa, og jeg håber, at niveauet stiger de kommende sæsoner.


METAL LIGAENS FAN-PANEL: DANE FOX gik til stålet Der Nordschleswiger: Mike Little har skrevet under for yderligere to sæsoner i SønderjyskE