Esbjerg Energy-Odense Bulldogs 4-0 (1-0,2-0,1-0) 2275 tilskuere
Lige så meget som Esbjerg Energy har lukket mål ind på udebane i de to første kampe i den her sæson, lige så skarpe har vestjyderne været på hjemmebane, hvor det er blevet til seks point og en målscore på 6-0 i to kampe.
Mathias Seldrup tog sin anden shutout i sæsonen, og han blev ifølge Skudzonen den blot fjerde målmand til at notere sig 30 af slagsen i ligaens historie.
Arturs Kulda fik for anden gang scoret det første mål i kampen, da han satte 1-0'eren til Esbjerg nøjagtig som mod Herlev senest i Granly Hockey Arena. Det var hans backmakker Laskovs, der lagde op og Kulda var lige så sikker som i første kamp.
Esbjergs powerplay trådte i karakter i anden periode, da Troy Lajeunesse stod fast foran målet, og Sebastian Skovning øgede til 3-0 i anden periode lignede det en afgørelse mod et Odense-hold, der ikke var overbevisende denne fredag aften.
Fynboerne havde gode perioder, men det kniber altså med at få scoret for Bulldogs hidtil i denne sæson, og for anden gang på stribe måtte Odense gå fra isen uden mål.
Kæden med Franklin, Lajeunesse og Kjær var kampens bedste i går, og det var førstnævnte, der satte slutpunktet med 4-0-scoringen kort før tid.
Esbjerg er tilbage i midten af tabellen og sejren var vigtig i Metal Final4-regi, hvor Odense har problemer. Seks mål i fem kampe siger alt om, hvor fynboernes problemer sidder lige nu.