Overtid. Tre spillere mod tre spillere i fem minutter.
Fuld action og masser af plads på isen.
Frem og tilbage og mange målchancer og friløbere i begge ender.
Sådan var det engang, men i de seneste sæsoner er de fem minutters overtid blevet mere og mere taktiske. I stedet for at angribe hårdt, er spillerne begyndt at spille pucken tilbage for at starte forfra med deres angreb fra egen zone.
Dermed er overtiden ofte endt med at blive et "waiting game", hvor man spiller uden at tage de store chancer.
Overtiden er dermed gået fra at være underholdende fem til at være taktiske fem minutter. Sådan overordnet i hvert fald.
I sidste sæson indførte Champions Hockey League den såkaldte "no return rule" efter at have analyseret på overtidens begivenheder i en række sæsoner. Nu bliver den såkaldte "no return rule" også gennemført i Metal Ligaen.
Det betyder, at et hold, der har pucken i angrebszonen i overtiden ikke må spille den tilbage over blå linje, men skal angribe modstanderens mål. Hvis pucken bliver spillet tilbage, bliver der faceoff i modsatte ende.
Og så bliver overtiden forhåbentlig igen et festfyrværkeri af chancer i stedet for en taktisk og låst affære.