SønderjyskE-forwarden var træt af nederlaget i Odense

Et decimeret SønderjyskE-hold tabte i går 1-4 mod Odense i en kamp, hvor fynboerne scorede to gange i tomt mål i slutfasen. SønderjyskE manglede i store træk et par angrebskæder og det var altså ikke nok til at overrumple fynboerne - trods et massivt antal muligheder for at spille powerplay. 

Og netop de mange missede muligheder i powerplay var angriberen Martin Eskildsen godt og grundigt træt af, sagde han til Der Nordschleswiger efter kampen.

- I dag fik vi endelig mulighederne for at spille powerplay, men vi får simpelthen ikke pucken sat ind. Vi kommer til sporadiske chancer, men scorer ikke på dem. Med så mange muligheder i overtal, skal vi simpelthen score på mindst en af dem. Havde vi gjort det, var vi også kommet bedre ind i kampen, pointerede han. 

- Vi skal træne lørdag og må både kigge på og tale om situationerne. Odenses målmand (Frederik Dichow) spillede en god kamp, men der er nogle chancer, som bare skal forvandles. I vores fem minutters-overtal skal vi simpelthen komme til flere chancer. Specielt, når vi spiller fem mod tre, sagde Eskildsen til avisen. 

- At der er spillere, vi ikke har med, gør det selvfølgelig sværere, men vi har også vundet kampe med mange folk ude. Det har vi gjort tidligere, og det kan vi gøre igen. Der er ingen bortforklaringer. Vi har de spillere, vi har og kan stensikkert vinde kampe - også i slutspillet mod hold som Aalborg og Rungsted, siger Eskildsen. 

 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Frederikshavn WH VIDEO: Højdepunkter fra kampen mellem Frhavn og Herning