Årets pokalfighter har fået ny aftale i Vojens

I løbet af den kommende uge lander der igen et fly i det jyske med Mattias Pettersson ombord. Denne gang bliver det med et ophold af lidt længere varighed, fortæller en meget glad og tilfreds adm. direktør i SønderjyskE, Klaus Rasmussen:

Svenskeren har nemlig forlænget sin kontrakt med mandskabet fra Vojens for resten af sæsonen.

– Vi er virkelig udfordret på målmandspositionen, hvor det faste team (Patrick Galbraith og Nicolaj Henriksen, red.) er ude med skader i flere uger. Derfor er vi også virkelig glade for, at vi sammen med Mattias er kommet i mål med en aftale, der løber resten af denne sæson. Jeg vil gerne takke Mattias med familie, hans agent og ikke mindst hans civile arbejdsplads, som har været meget imødekommende og løsningsorienteret, siger Klaus Rasmussen til klubbens hjemmeside. 

– Alting er bare gået op i en højere enhed og det på rekordtid. Vi får en dygtig og dedikeret spiller ind i truppen på et meget vigtigt og kritisk tidspunkt, hvor der spilles om de sidste points og placeringer i grundspillet. Vi ved ikke hvornår Patrick og Nicolaj er tilbage i kampform igen. Derfor er vi også meget tilfredse med at Mattias har sagt ja til udfordringen hos os, fastslår Klaus Rasmussen.

Pettersson havde endnu ikke spillet ishockey på højt niveau i denne sæson, inden han i sidste uge blev kaldt til Aalborg for at hjælpe SønderjyskE med Metal Final4. Det gik som bekendt så godt, at SønderjyskE vandt titlen og Pettersson blev kåret til årets pokalfighter. 


MIGHTY BULLS HAR HÅNDBOLDFEBER: Byd på EM-heltenes trøjer GOALSHOW: Se målene fra Rødovre-Frederikshavn