Det var ægte bundkamp i Vendsyssel her i eftermiddag, hvor White Hawks tog to point efter straffeslag

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 4-3 (0-0,2-3,1-0) (0-0) (1-0)

Hvis du foretrak bronzekampen ved EM i håndbold denne eftermiddag, så skal du ikke fortryde dit valg. For det var ganske enkelt bunden af ishockey vi blev vidne til i Nordjyske Bank Arena., hvor White Hawks tog en sjælden sejr. Det blev til to point, da Herlev blev besejret efter straffeslag.

Ganske jævnbyrdige første tyve minutter i dagens tidlige kamp i Metal Ligaen, hvor det var småt med chancer. Begge hold havde ikke den store fart i skøjterne, og i det hele taget blev vi ikke beriget med særlig god ishockey i første periode.

Begge hold fik hver deres forsøg i powerplay, men det var ikke alverdens der kom ud af det, og relativt let at neutralisere for begge mandskaber. Christopher Frederiksen havde en stor mulighed mod slutningen af perioden, men det spiller ikke for nummer 49 i denne sæson, og afslutningen blev en skævert, der gik langt forbi målet.

Hvad vi ikke fik de første tyve minutter, fik vi i det næste. Måske ikke det gode spil, men målene væltede ind i anden periode. Hele fem styks blev vi vidne til, og på den måde steg underholdningen da en smule.

Herlev bragte sig allerede foran efter 46 sekunder. Oliver True var først over en retur fra Galansky, og så var det 1-0 til gæsterne. Kort efter blev de ramt af en udvisning, men hjemmeholdet fik ikke alverden ud af de to minutter i overtal.

Men efter knap seks minutter kom der endelig noget at glæde sig over for hjemmeholdet. Emil Aronsson fulgte op på Mikkel Bertelsens forsøg, og han kunne stille og roligt sende skiven ind over stregen, da keeper Adam Ohre var væk.

Masser af fejlpasninger hos begge hold, og det var tydeligt at se, det var bunden af Metal Ligaen der mødtes i eftermiddag. Især hjemmeholdet lavede et hav af fejl, og flere fuldstændig unødvendige icing, hvor man ellers havde tid til at spille pucken op. Udtrykket og spillestilen følger slet ikke med for tiden hos vendelboerne.

Herlev kom også foran 2-1, da Gorm Topholt sad i straffeboksen for høgene. Joseph Jonsson med et hammer af et skud, og så var Galansky prisgivet. De svarede dog hurtigt igen, hjemmeholdet, for fire minutter senere kunne Mikkel Bertelsen udligne til 2-2. Han udnyttede Aronssons flotte pasning, og styrede pucken i mål.

Herlev fortsatte dog ufortrødent, og Luis Blak Olsen kunne fortjent bringe de gule foran 3-2, med godt to minutter til anden pause i Nordjyske Bank Arena. Det hårde arbejde inde foran målet tog Herlev, hvorimod hjemmeholdet gang på gang blev skubbet væk.

Der skulle noget ekstraordinært til, hvis White Hawks skulle gøre sig forhåbning om at vende slagets gang. De rutinerede kræfter skulle gå forrest, og det var akkurat hvad Emil Aronsson gjorde, da svenskeren godt to minutter inde i tredje periode tog en god dribletur, for herefter at sende pucken op under overliggeren til 3-3.

Det næste lange stykke tid efter scoringen var det så som så med højdepunkter. Spillet på isen var ikke prangende, og fejlene stod i kø hos begge mandskaber. Hjemmeholdet fik chancen i powerplay med syv minutter igen, men heller ikke her var der optræk til en scoring, i den søvndyssende forestilling i Vendsyssel denne eftermiddag.

Mod slutningen fik gæsterne chancen i powerplay, men de spillede sig ikke frem til nogle chancer, og derfor skulle der overtid og straffeslag til, for at få tingene afgjort. Her skulle der 10 skud til for at få tingene afgjort, og som den eneste, var det hjemmeholdets Mikkel Bertelsen der fik pucken i netmaskerne. Derfor to point til White Hawks, som stadig holder liv i muligheden for at komme i slutspillet. Der skal dog helt andre takter til, hvis Patric Weners tropper skal se sig selv i playoff. Herlev kan med det ene point i eftermiddag for alvor se slutspillets komme, og det sætter sidste sæsons bronzemedaljevindere ikke over styr.

 

 

 

 


DEBUTSEJR TIL RUNGSTED-TRÆNERE TO SPILLEDAGES KARANTÆNE til Martin Larsen, Odense Bulldogs