Gode karakterer til SønderjyskE efter Continental Cup-semifinalen

SønderjyskE kom i weekenden glimrende ud af semifinalen i Continental Cup - ikke kun på isen, hvor det lykkedes at kvalificere sig til Super Final, der spilles i januar, men også udenfor banen, hvor tilskuerne havde en fest. 

Der var fans både fra Ungarn, Frankrig og ikke mindst Storbritannien, hvor Nottingham-fansene gjorde en figur. Der var vel 200-300 fans fra den britiske storby i Vojens.

Nottingham kan ikke selv arrangere Super Final, men vil vældig gerne til Vojens igen, siger sportschef Kim Lykkeskov til JydskeVestkysten.

- Jeg ved, at Nottingham meget gerne vil herhen igen. Det er positivt. De følte, at det har fungeret godt, og at de er blevet taget godt imod. Fansene var mere eller mindre på fornavn med bartenderne til sidst, siger han.

- Vi er rustet til det. Alle frivillige har været med omkring tingene, så vi skal ikke starte fra scratch. Jeg kan kun krydse fingre for, at de ser vores vej, siger Kim Lykkeskov.

IIHF (det internationale ishockeyforbund) skrev i går på Twitter, at arrangørklubben vil blive offentliggjort inden længe. 


MARTIN LARSEN gør comeback i Herlev i aften Frederikshavn har option på Samuel Jukuri