Coronakrisen kommer til at ramme hårdt i den danske ishockeyverden og to Rødovre-sponsorer har allerede lukket

Der er pres på i alle danske sportsklubber, også i ishockeyen, hvor Metal Ligaens klubber har arbejdet hårdt for at komme igennem den sidste del af 19/20-sæsonen.

Nu begynder arbejdet - stadig i uvished - frem mod den kommende sæson, også i Rødovre, hvor den nye direktør Morten Nielsen forventer, at arbejde med indtægter, der er væsentlig lavere end i den forgangne sæson. Det fortæller han i et interview med Rødovre Lokal Nyt.

- I de sidste tre år er antallet af sponsorer vokset støt, men coronakrisen har haft sin indflydelse. Vi har godt nok haft en del interesse fra nye sponsorer og nogle har allerede indgået en aftale for den nye sæson, men det kritiske for os bliver, hvorledes de eksisterende sponsorer klarer krisen, om de for en stund helt dropper sponsorater eller nedsætter dem for en stund. To sponsorer har allerede måtte lukke døren i, siger han til Rødovre Lokal Nyt. 

- Vi forventer derfor ikke øget sponsorindtægter, men et totalt fald på mellem 20 til 40% alt efter længden på corona, lyder det fra Morten Nielsen, der stadig har økonomiske hængepartier. 

- Vi hænger også på den tabte indtjening på de sidste kampe i grund- og slutspil, så vi håber naturligvis på kompensation og følger spændt med i forhandlingerne mellem DIF og DIU på den ene side og regeringen på den anden, lyder det. 


Ny Aalborg-direktør har tilsagn fra flere spillere Ny Rødovre-direktør vil have større fokus på fanoplevelsen