Den danske topscorer har sat sin underskrift på en forlængelse med klubben

Odense Bulldogs og Kristian Jensen er blevet enige om en etårig kontraktforlængelse med mulighed for forlængelse. Dermed er topscoreren foreløbigt sikret i klubben frem til 2025.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor Jensen præsenteres således:

Kristian Jensen vendte i sidste sæson tilbage til Odense efter en længere årrække udenfor hjembyen og barndomsklubben. Det viste sig hurtigt at være et godt match, da den stærke forward leverede sin hidtil bedste sæson målt på point med 17 scoringer og 25 assister. En præstation der ej heller gik ubemærket hen, og sikrede Kristian Jensen en håndfuld kampe for A-landsholdet.

Det høje pointtal fra første sæson tilbage i Bulldogs, har Kristian Jensen fulgt godt og grundigt op på i indeværende sæson, hvor han i øjeblikket topper den interne topscorerliste og indtil nu står noteret for 49 point fordelt på 21 scoringer og 28 assister.

- Kristian Jensen er uden tvivl en af vores nøglespillere på danskersiden, og derfor er det også rigtig glædeligt, at vi er nået til enighed om en forlængelse af samarbejdet. Kristian har siden sin tilbagevenden til Odense fortsat sin udvikling, og allerede på kort tid styrket sit spil. Hans bidrag i det offensive taler sit tydelige sprog med antallet af point, mens også hans store fysik er en væsentlig faktor i angrebszonen, siger Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs.

Den 28-årige forward har rundet mere end 400 kampe i Metal Ligaen heraf mere end 150 kampe for Bulldogs, og med forlængelsen har Kristian Jensen nu sat direkte kurs mod den næste milepæl med 200 kampe for klubben.

 


LUKAS BANG føler sig klar til at spille igen Frederikshavn White Hawks skal have nyt trænerteam