Kampstart 18:00 i Gigantium Isarena

Aalborg Pirates med fint af DM-guldvinderne fra Rungsted, der for øjeblikket ligger nederst i tabellen med blot fire point i de første seks kampe.

Det er ikke tilfredsstillende for nordsjællænderne, erkender sportschef Morten Hagen gerne i forbindelse med indkøbet af den 23-årige ungarske forward Donat Szita, der måske får sin debut i aften.

Det er nødvendigt med alle kræfter for Rungsted, for skal klubben med i Metal Final4, er der i store træk ikke råd til ret mange nederlag i de sidste 10 kampe, der tæller i regnskabet.

Der ligger Aalborg anderledes lunt, og hvis bare Pirates holder sit "gennemsnit", bliver der ikke problemer med igen at være med i Metal Final4. 

Men der er altså opgaver, der skal løses først for Aalborg, og det bliver næppe nemt mod et Rungsted-hold, der vil kæmpe som gale i aften for at komme i gang igen.

Aalborg-spillerne har haft tid til at restituere efter den hårde kamp fredag aften mod Esbjerg, som trak helt ud i straffeslag og endda sent på aftenen. 

Det forventer vi: At Aalborg spiller mere koncentreret bagud end netop mod Esbjerg, hvor Pirates gav lidt for mange chancer væk i forhold til "normalen". Spændende om Rungsted kommer med en defensiv indstilling eller bare er "klart til at spille" mod Aalborg. 

Hold øje med: Charlie Curti er nu spillet ind hos Aalborg. Er han en gedigen forstærkning eller bare en forstærkning? Hos Rungsted er det naturligvis spændende, om Donat Szita kommer ind og debuterer med nummer 26.

De indbyrdes kampe: Rungsted vandt DM-serien med 4-2 i fjor, mens Aalborg "ejede" grundspilskampene, som samlet blev vundet med 5-1 i kampe og 15 af 18 mulige point. 

Statistikken: Aalborg er det mest scorende hold med 30 mål i syv kampe, mens det kun er Rødovre, der har scoret færre mål end Rungsted (12 mål i seks kampe). En helt unaturlig tendens for Rungsted, der plejer at score i flæng.

Skader/karantæner: Aalborg har senest måttet undvære Kirill Kabanov og Emil Marcussen, mens reservemålmand Frederik Søgaard har været erstattet af Kristers Steinbergs. Rungsted formentlig stadig uden Hetta, Hardt og Persson. Hampus Gustafsson udgik mod Herning senest. 

 


Lettelsens aften for Rungsted i Aalborg Ungarsk landsholdsspiller på kontrakt i Rungsted for resten af sæsonen