Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

Den her har de glædet sig til Esbjerg, hvor der er store forventninger til den kommende sæson. 

Første "rigtige" hjemmekamp og med Philip Larsen på isen sammen med sin gamle makker Sune Hjulmand. Skøn konstellation, ikke blot for Esbjerg, men for hele Metal Ligaen, der nu har en meriteret stjernespiller i sin absolut bedste alder i rækkerne. 

Esbjerg SKAL vinde i aften mod Herlev. Direktør Peder Krogsgaard taler allerede om at holde Metal Final4 på hjemmebane i den smukke nye Granly Hockey Arena, men det kræver i første omgang, at vestjyderne kvalificerer sig.

Og i et ræs på 16 kampe er der næsten ikke råd til at starte op med nul point i de to første matcher. 

Så der er pres på hjemmeholdet i aften.

- Jeg vil have et resultat og point i den kamp. Men vi er bevidste om, at uden en ekstraordinær indsats af frederikshavner-målmand Tadeas Galansky havde Herlev fået et pointmæssigt udbytte af deres premierekamp i Frederikshavn, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt. 

- Det er mit indtryk, at Herlev fredag aften ønsker at ændre på udbyttet i forhold til premierekampen. Det er et nyt hold, med en ny træner. Alle vil gerne bevise deres værd overfor den nye træner, så det er nutiden, de kan påvirke. Jeg mener vi skal forvente, at Herlev ønsker at vise hvad de kan, fortsætter Energy-coachen.

Det sidste er der næppe tvivl om. Herlev-spillerne ærgrede sig over nederlaget i Frederikshavn, hvor de ramlede ind i Galansky på en rigtig god dag. Det er aldrig festligt. 

- Vi sad godt på Frederikshavn, men skal være bedre til at udnytte vores chancer. Vi spillede en rigtig fornuftig kamp og fik overholdt de fleste aftaler, men mangler lidt trafik foran mål. Det skal vi være bedre til, sagde Herlev-forwarden Luis Blak Olsen efter kampen fredag, hvor Herlev vandt skudstatistikken i det nordjyske, men altså ikke fik brudt "frederikshavner-forbandelsen".

Hold øje med: Philip Schultz har haft en fornuftig sæsonåbning for Esbjerg og har fået et "A" på trøjen. Hos Herlev scorede Jesper Alasaari det enlige mål i Frederikshavn og den store back ser ud til at blive et fint tillæg til ørnenes defensiv. 

Det forventer vi: Esbjerg kommer alt hvad remmer og tøj kan holde foran eget publikum og fremstår også som favorit på grund af hjemmebanen. Men Herlev imponerede i Frederikshavn og kan sagtens komme til at drille hjemmeholdet i aften. 

Skader/karantæner: Esbjerg manglede den nyeste signing i klubben, Casey Gilling, i premieren. Der er formentlig stadig papirarbejde at gøre med amerikaneren. Heller ikke Jannik Christensen var med i Vojens i fredags. Herlev var i Frederikshavn uden Victor Cubars.  

Historikken: Der blev scoret lige over seks mål i gennemsnit i kampene mellem Esbjerg og Herlev i sidste sæson. Esbjerg tog 12 point, mens Herlev måtte nøjes med en enkelt sejr. Ingen af kampene gik i overtid.

Statistikken: Der har været talt meget om, hvor målene skal komme fra hos Esbjerg i fraværet af Scheel, Puffer og Kerbashian. Jonas Bjerrum var første mand på listen. Joseph Jonsson lavede 48 point i sidste sæsons grundspil og var på topscorerkurs inden han blev skadet. 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls CHL: Aalborg med gylden mulighed i aften