Frederikshavn White Hawks står endnu uden en sejr i ordinær tid, men vendelboerne har banket på: I Herning for nylig førte White Hawks indtil der manglede et minut af kampen - så udlignede Herning - og i fredagskampen mod SønderjyskE gik Frederikshavn fra 0-2 til 2-2 i ordinær tid, men tabte dog i overtid efter en god, hård match.
Fighterindsatsen mangler i hvert fald ikke hos White Hawks, der i aften tager imod Odense Bulldogs, som man faktisk spillede ganske lige op med i den første match i sæsonen. Det blev en smal sejr til Bulldogs, godt nok med cifrene 5-2, men det var en kamp, der først blev afgjort i slutfasen.
White Hawks har vist spillemæssig fremgang på det seneste: Kampen i Herning i sidste uge var Frederikshavns bedste i sæsonen hidtil. Med stor disciplin og fin struktur i spillet. Det er også sådan, White Hawks skal overleve mod Odense i aften.
Odense Bulldogs kommer fra sæsonens hidtil dårligste periode - og en lang pause. Det er blevet til nederlag mod Aalborg, SønderjyskE og Rungsted, men dog med spillemæssig fremgang i den seneste kamp, som endte 5-4 til Rungsted.
Mon ikke træner Thompson har nulstillet det hele i den her seks dages lange kamppause? Odense ligger favorabelt i forhold til Metal Final4-tabellen, men hvis drømmene om en deltagelse i finalestævnet skal bibeholdes, så kræver det en sejr i Frederikshavn.
Det forventer vi: To meget koncentrerede mandskaber, der begge kommer til at spille disciplineret. Det ligner en jævnbyrdig, målfattig affære.
Hold øje med: Christopher Frederiksen trænger til at spille en storkamp, hos Odense kunne en Jonathan Brinkman være den mand, der kan gøre det uventede mod en tæt nordjysk defensiv.
Skader/karantæner: Mads Iversen formentlig ikke med hos Frederikshavn, der også har Emil Marcussen tvivlsom. Odense manglede senest Mathias Mølgaard, Rasmus Simonsen og Alberto Pison og det forstyrrer rytmen hos fynboerne.
Historikken: Frederikshavn har det ikke godt med Odense, der har vundet de seneste otte matcher mod vendelboerne og ikke var i nærheden af at tabe point til White Hawks i hele sidste sæson.
Statistikken: Joakim Thelin er kommet forrygende fra start i Odense og står med 10 point (4+6). Det samme gør Frederikshavns Todd Winder, der har 10 point (1+9).