Kampstart 20:00 i Nordjyske Bank Arena

Frederikshavn White Hawks er dumpet nedad i tabellen efter et par nederlag på det seneste og Metal Final4-slutspillet er måske allerede forduftet for vendelboerne. I hvert fald kan vi kalde kampen i dag for absolut sidste chance for White Hawks i forhold til sæsonens "første finalerunde".

Det er Odense Bulldogs, der kommer på besøg i Nordjyske Bank Arena i aften, og fynboerne står også i en presset situation i forhold til kampen om Metal Final4. Da de to hold senest mødtes i Odense, vandt Bulldogs med stensikre 5-0, så det er White Hawks, der har revanche til gode i aften.

- Det skal nok blive bedre i løbet af sæsonen. Vi har et nyt ungt hold, og vi kommer til at lave fejl. Når jeg ser på holdet, så er vi bedre end de seneste kampes præstationer, siger White Hawks-profilen Daniel Trkulja til Nordjyske.  

- Vi har ikke lige haft den nødvendige skarphed, og så kommer vi som sagt til at lave fejl, som bare bliver straffet lige nu. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal finde det niveau, der skal til for at få nogle flere sejre, lyder det fra Trkulja.

Hos Odense skete der spændende ting i løbet af ugen, selv om direktør Ole Nielsen formentlig hellere ville have været skader til Gorm Topholt, Mathias Mølgaard og Rasmus Simonsen foruden.

Skader som betød, at svenske David Karlström blev hentet ind som forstærkning i en måned.

Den 21-årige angriber har knap 100 kampe i Allsvenskan på sit cv, men har senest spillet HockeyEttan (tredjebedste række) for Tyresö/Hanviken.

Formentlig spiller han for en længerevarende kontrakt i en mere attraktiv liga som for eksempel Metal Ligaen. 

Skader/karantæner: Vi tager Mølgaard, Simonsen og Topholt ud af Odenses line up, og det bliver lige og lige, hvis Paul Thompson skal spille med fire angrebskæder, som han ynder. Hos Frederikshavn har hverken Jonas Jakobsen eller Jesper Jensen været i spil længe, mens Linus Lundberg sad ude senest mod Rungsted.

Historikken: Odense vandt seneste opgør med 5-0 og brød dermed stimen fra sidste sæson, hvor samtlige seks opgør blev vundet af udeholdet. 

Statistikken: Mon ikke Tadeas Galansky er tilbage i White Hawks-buret efter en kamps pause. Han står med en redningsprocent på 92.39 og skal op mod ligaens pt. statistisk bedste målmand, Stefanos Lekkas, der rammer en procent på 93.86. 

Det forventer vi: Det kan sagtens blive en helt tæt og målfattig kamp, hvor begge hold først tager fat i disciplinen og spillet i egen zone. Overtid måske?

Hold øje med: Santeri Suistio og Igor Merehzko er begge nøglespillere på blå linje. Backer, der også tør tage ansvar og støde med frem i banen. 


Odense tog tre point i svagt spillet opgør Rødovre skriver med Lukas Bach Nielsen